Den Fjerde Væg

Ud af vinterfjerene! Foråret er over os. Der er gennemtræk i stuen, gammelt ryger ud og nyt ind. Sæsonens friskeste nykommer på den danske indie-scene er, hvis du spørger undertegnede, indiskutabelt Den Fjerde Væg.

Et forsigtigt, namedroppende forsøg på at triangulere deres lyd kunne være at nappe Animal Collectives modige eksperimenter anno ‘Sung Tongs’ og tilføje et lethjertet og ligefremt, nærmest Håkan Hellström’sk meloditække samt poetisk øre for det danske sprog, som placerer dem i liga med deres debutantkolleger i Ulige Numre.

‘Drengekys’ er noget så sjældent og fremragende som en debut sans svage momenter. Alle ti numre er interessante og særegne på hver sin måde. De svimlende smukke strygere på ‘Mens solen går ned’ leder tankerne imod David Campbell og i særdeleshed de arrangementer, han prydede sønnike Becks ‘Sea Change’-album med. ‘Gå ud’ er en elegant soufflé, som ville implodere, hvis det ikke var for vekselvirkningen mellem fejende flotte falsetter, staccato-rytmik og rusten bas. ‘Konkursfest’ lægger en forbløffende opløftende vinkel på dommedagsagtig undergangslyrik mens ‘Jeg har allerede sagt det’ er en spag, skrøbelig tilgivelsesbøn om verbale bommerter.

Min eneste anke er subjektiv og diskutabel: Rækkefølgen af de dejligt varierede numre forvandler albummet til en brudt perlerække af selvomsluttende ellipser, fremfor det medrivende forløb det havde været, hvis sangene i stedet – for eksempel – var sorteret efter deres længde, med det korteste nummer som åbner og ‘Playback’ til at ride ud i horisonten på. Det er heldigvis til at redde, DIY-style. Stor indiepop som denne fortjener også en stor karakter, basta.