Nicki Minaj

Nicki Minaj har vakt sit yndede alter ego Roman Zolanski til live igen. Og selv om debuten ’Pink Friday’ var nogenlunde så over-the-top som en hiphop-skive vel kan lyde, er den levendegjorte Barbiedukke fra Queens ikke færdig med at skubbe til normerne for, hvor meget sminke man kan hælde ud over den gamle gadegenre. Opfølgeren blander i endnu højere grad de mest fremtrædende elementer af beskidt hiphop og (over)kalkuleret sukkerpop, dog matcher resultatet kun delvist ambitionerne.

På papiret virker koblingen også stadig svær, men indledningsvis holder eksperimentet. På musical-pastichen ’Roman Holiday’ og den bombastiske ’Champion’ understøttes legen mellem synth-pop i Lady Gaga-størrelse og flabet swagger-hiphop af svulstige produktioner i fin balance.

Læs også: 12 ting du ikke vidste om Nicki Minaj

Men hen ad vejen tager et mere forlorent popbillede form. Minaj er om nogen blevet eksponent for den aktuelle amerikanske beundring af en overkandiseret klublyd, og hvad der før var anstrøg af 90’er-inspireret dance, har nu fået en ærgerlig hovedrolle. Førstesinglen ’Starships’ er på forhånd et sikkert hit, men alliancen med David Guetta, RedOne og ligesindede lydmagere får popnumre som ’Pound the Alarm’ og den grotesk klæge ’Whip It’ til at kamme over af mekanisk og bonet hook-begær.

Så er hiphoppen en bedre ven, og flankeret af Cam’ron og Rick Ross på ’I Am Your Leader’ og ’Beez In the Trap’ med 2Chainz, lyder de kølige flows og bumpende trommemaskiner stadig mere som hendes rette element.