Norah Jones
Man kunne tro, at Norah Jones’ parløb med producer-esset Danger Mouse udsprang af hendes gæsteoptræden på hans spaghettiwestern-klingende ’Rome’-projekt sidste år. Men faktisk blev nærværende album påbegyndt i 2009 og først for nylig færdiggjort med et forlist forhold på Jones’ side som aftrækker. Har missionen med samarbejdet været at ruske lidt op i hende, er det mislykkedes.
Dette er måske det mest udramatiske breakup-album nogensinde – stik kontrapunktært til omslaget: En vampet pastiche over Russ Meyers’ exploitation-klassiker ‘Mudhoney’. Det mest rammende, man kan sige om skiven, er desværre, at den er afdæmpet behagelig og uanmassende. Sangene træder sjældent i karakter men ligger i stedet i baggrunden og ulmer som en skoddet cigaret eller en termokandefuld kaffe af efterhånden tvivlsom temperatur.
Den emotionelle udrensning, som Jones udruller i lyrikken, katalyseres kun sparsomt ud i de lovligt stillestående numre, som lydmæssigt har en sveden varme over sig og alternerer mellem uldne soulguitar-vrik tilsat Danger Mouses varemærke – stump og millimeterpræcist klikkende percussion, her eksekveret af Becks trommeslager Joey Waronker – og så mere udflydende, drømmeriske og atmosfæriske folkpop-stunder á la Mazzy Star.
De formildende omstændigheder er især den infamt fængende og lærkekvidrende upbeat singleforløber ‘Happy Pills’, som stikker poppet og positivt ud sammen med hævnerhymnen ‘Miriam’, hvor Jones synger om at myrde sin rival – den ‘yngre model’ som forsmåede hende så grusomt. Det vækker en ellers overhængende snoozefest af et album af tornerosesøvnen. Og indrømmet: Overordnet klæder det også Jones, at jazzdiva-rollen, hun oprindeligt var spået til at indtage, nu er helt bortrenset.