Santigold

Tiden går hurtigt i den internet-accellerede musikverden, og pludselig er det fire år siden, man kunne gå på vandet og var indbegrebet af cool. Så selv om det kan virke uretfærdigt, har Santigold for alvor noget at bevise på sit andet album.

Første single ’Go!’ er et adrenalinpumpende statement om, at hun er tilbage i fin form med et monotont men catchy M.I.A.-råbeomkvæd og gæste-hipness fra Karen O. Eneste anke er måske, at den næsten lyder for meget som et nummer fra Santigolds srilankanske mentor.

Læs også: Stream det nye album fra Santigold

’Disparate Youth’ rammer mere den melankolske kant og fremmedgjorte, urbane stemning, som Santigolds bedste numre havde på debuten. Og generelt er hun bedst, når hun som en anden James Murphy suger musikalske elementer fra klubscenen til sig og bruger dem som afsæt til sine ret mørke og personlige popsange frem for bare at være endnu en moderigtig festborgmester.

Her er vuggende dancehall som på ’Pirate in the Water’ og et heftigt (ironisk?) ghetto-anthem med Baltimore-lyd på ’Look at Them Hoes’, men Santigolds anden plade lyder ikke som nøje tilrettelagt collage af eksotiske og moderigtige inspirationskilder. Snarere som et personligt bud på en moderne popplade. Santigold er bedst, når hun er Santigold, og kedeligst når hun prøver at ramme den selvsikre M.I.A.-stil. ’Master of My Make-Believe’ er ikke en oplagt erobring af verdensherredømmet, men mindre kan også gøre det.