Sleep Party People – udadvendt maskebal
Med hvert sit identiske kaninansigt i hånden stiller de fire drenge sig til rette bag instrumenterne. Bag keyboardet kigger bagmand Brian Batz en enkelt gang ud over Lille Vega, inden han skjuler sig bag masken, og lader en finger slå den første tone an.
De melankolske klavertoner på ’A Dark God Heart’ var kaninernes første, stille ytring, men tempoet steg efterhånden, og det fungerede som en fin vejviser for, hvor vi var på vej hen denne fredag aften. Efterfølgeren ’Chin’ holdt tempoet i vejret på ægte sovefest-manér, for bag de rockede trommer udfoldedes det melankolsk drømmende univers med hjælp fra de flotte visuals.
Tempoet fra enmandsprojektets seneste plade, ’We Were Drifting On A Sad Song’, prægede meget af koncerten, og gennemslagskraften fra den trommende Duracell-kanin åbnede det hemmelighedsfulde univers op. Desværre bredte energien sig aldrig rigtig til publikum, og oppe fra baren blev snakken til tider så høj, at den forstyrrede musikken.
Læs også: My Life – Sleep Party People
Der, hvor Sleep Party People bliver allerbedst, er, når forgrunden akkompagneres af sarte melodier i baggrunden. Desværre stjal trommerne til tider opmærksomheden denne aften, og keyboardet måtte kæmpe en hård kamp for at give sit besyv med. Det var blandt andet tilfældet for ’The Dwarf and the Horse’, hvilket var synd, for de tydeligere trommer pustede ellers nyt liv i nummeret. Derfor var det generelt de mere indadvendte numre som det smukke ’Notes To You’, der fungerede allerbedst.
Trods alt var det dejligt at se kaninerne udenfor hullet. De fire drenge formåede virkelig at agere som en gruppe, og deres befriende afslappethed fik personerne til at lyse igennem maskerne. En udadvendthed, der klædte det hemmelige univers.