Mystery Jets

Det er intet under, at et band drager inspiration fra de amerikanske sydstater, der på godt og ondt giver associationer en masse til slaveri, sumpområder, Jesus-tilhængere og så videre. Undertegnede ved ikke, hvorfor briterne i Mystery Jets har valgt at give sig i kast med americana på deres fjerde album, men man kan godt forberede sig på tekster om synd, frelse og faldne engle samt tåkrummende titler som ’Radlands’ – ja, det er også navnet på deres studie i Austin, Texas, men alligevel – og ’The Ballad of Emerson Lonestar’. Musikhistorien er fuld af eksempler på briter der fortolker amerikanske genrer på legendarisk vis, men Mystery Jets kommer næppe til at indskrive sig i den tradition.

Nuvel, albummet kan lidt. Bedst af de 11 tracks er ’The Hale Bop’ og dens countryrock-disco-kombination, der får bandet til at lyde som Doobie Brothers hvis de lyse, hånden-på-skridtet-vokaler ellers blev håndteret af Gibb-brødrene. ’Greatest Hits’ er en sød lille sag for musiknørder med teksten om at dele den fælles pladesamling efter et break-up, men hurtigt glemt er den også.

’Someone Purer’ lyder som en oplagt radiohitter – for en gangs skyld er det et kompliment – og kunne måske oveni købet få Kings of Leon til at ryste i deres cigaretbukser. Men deri ligger problemet: Der er allerede et band der laver sydstats-arenarock, og det markant bedre og mere troværdigt end Mystery Jets. Langt de fleste tracks er for blodfattige, klichefyldte og ufarlige til at begejstre, og hverken syngende græshopper i baggrunden eller behørig slide-guitar kan redde briterne.