Bear In Heaven – en sikker rumdøs

Fem blinkende dioderør i konstant skiftende farver angreb fra første sang vores øjne, og tvang pupillerne på overarbejde i en vekslen mellem mørke og lyseksplosion. Dette var det første indblik i, hvad aftenen i Lille Vega skulle åbenbare for et betragteligt stort, ungt og dansende publikum – Den himmelske bjørn bød nemlig på en oplyst tur i rumkapselen på vej mod det uendelige univers, hvor luften kun består af psykedeliske og elektroniske synthesizers spædet op med komprimerede popmelodier.

Det tre drenge store band og deres simple set-up af trommer, guitar, synth og sporadisk bas var ovenpå fra starten. I frontmanden Jon Philpot har bandet en forsanger med karisma og en tydelig glæde ved at spille sin musik, og i ført tank-top og rodet surferhår var det sært ambivalent og pirrende at se ham – som et glemt WHAM-medlem – danse krukket diskodans og knipse sig igennem sangene. Det var lige til at forvirre de mange piger iført Chelsea Boots og de mange fyrer iført fuldskæg, som dog – efter fem minutters identitetskrise – ikke var sene til at give sig hen. Både dans og stemning var således til at få øje på hele aftnen.

På klingende jysk hører jeg sætningen: »Det er jo bare trommesolo med fe’ vokal«, sagt af en fyr til sin sidemand, som anerkendende nikker tilbage. Og selvom den barfodede trommeslager konstant var et af aftenens esser, er sandheden, at der lidt for ofte manglede dynamik i sangene. Hittet ’Lovesick Teenagers’ havde wow-faktoren og sad perfekt i skabet, men først da vi nåede til ekstranumrene, blev publikum for alvor løftet ud af rumdøsen. Enkelte outroer havde med en manisk energi pirret os gennem koncerten, men med ’Kiss Me Crazy’ og ’Wholehearted Mess’ fandt drengene endelig til sidst den eksplosivitet, man kan håbe de tager med videre på tour.