My Morning Jacket – guddommelig guitarrock
Enhver bekendt med My Morning Jacket vil vide, at de bliver fulgt af et næsten overjordisk live-ry. Præcis kl. 21 gik amerikanerne uceremonielt i gang på Store Vegas scene. En exceptionelt klar lyd var til stede hele koncerten og gav alle medlemmer af den afsindigt veltømrede kvintet plads til at folde sig ud, heriblandt forsanger Jim James og hans androgyne, sjælfulde ydre-rum-vokal.
På ’Wordless Chorus’ mestrede han falsetten og matchede de høje fraseringer med flagrende fingerbevægelser som en anden Mariah. Ligesom i hans tekster skiftede James i optræden mellem kappe-svingende Fritos-forspist Dracula og håndklæde-hovedbeklædt rockprofet.
Til en koncert af så høj kaliber var det håbløst at udpege højdepunkter, men visse sange skilte sig dog ud. ’Dondante’ blev strækket helt ud i en progget version med indbygget sax-solo fra guitarist Carl Broemel. Bandets absolutte guitar-epos ’One Big Holiday’ fik omsider publikum til at hoppe lidt og nærme sig fællessang. Hvis de da ikke stod og smilte henført over spade-eskapaderne.
Bandet ved hvordan man eksperimenterer uden at fremmedgøre fans og viste det på ’Touch Me I’m Going To Scream Pt. 2’ i et sammensurium af disco-beats, electro-soul og glidende spaghetti western-guitar. ’I’m Amazed’ bød på bandets specialitet, moderne Kentucky-fried sydstatsrock af den himmelsk langhårede slags. Glimtvis så man flere gange hvordan My Morning Jacket får rockmusik til at antage en næsten spirituel karakter, og selv for omvendte sjæle som undertegnede var koncerten en ubesværet åbenbaring.