The Tallest Man on Earth

Da den bette svensker med det ellers så højtravende alias brød igennem med sine tidsløse folkpop-sange i 2006, var det pludselig som om, at alle tidligere irritationer over Dylan’ske visesanger-kopister blæste væk lige så ubesværet som mælkebøttefrø ved en let sommerbrise.

Som Sveriges musikalske svar på Bonderøven, iført hjemmestrik og lommefilosofiske verdensbetragtninger, gik Kristian Matssons ligefremme og nostalgiske øjebliksfortællinger, sunget med den karakteristiske, melodiøsharske blues-vokal hen over energisprudlende guitarmelodier, rent ind. Og på sit tredje udspil har svenskeren fra Dalarnas høje fjelde igen skabt en håndfuld sange, der står stille i tiden.

Denne gang er det dog som om, at de naivt knugende følelsesudbrud, der ellers gjorde de to forrige album til fantastiske bekendtskaber, er ved at være et overstået kapitel i troubadurens liv. Der er ingen tvivl om, at albummet i lyrisk forstand er et mere voksent bekendtskab med sange som ‘Leading Me Now’. Men også lyden synes at være mindre grovkornet, og det klæder ikke Matssons ellers så rustikke sangstemme nær så godt.

Læs også: Hør det nye album fra The Tallest Man On Earth

Selvfølgelig er albummet fyldt med tindrende smukke sange, som den klarinetakkompagnerede ‘Revelation Blues’, den ringlende ‘Wind and Walls’ og singleforløberen ‘1904’. Men selv om navnet ikke er skrumpet i størrelse, sidder man altså lidt tilbage med følelsen af, at Matssons ambitioner ikke har været lige så verdenserobrende denne gang.

Med andre ord er numrene her altså ikke nær så overbevisende, udfarende og rørende, som flere af den lillebitte folkemusikers tidligere sange ellers er.