Passion Pit

Når Michael Angelakos laver musik er nogle ting uomtvistelige. De utallige gadgets og instrumenter i studiet, som kunne stille sulten hos et futuriske synthesizerdrevet symfoniorkester, er kun overgået i antal af lag og spor (150 spor er minimum) i electropop-troldmandens melodiske kompositioner. Sagt på en mere direkte måde: Klapper du i hænderne over konfettikanoner, som i ét væk ejakulerer regnbuefarvet maksimalistisk pop ud i ansigtet på dig, så er Passion Pit the shit!

På bandets andet album ejakuleres der dog mere eftertænksomt. Imens melodierne på pladens første tre numre sætter sig fast i den del af hjernen, som er reserveret til rendyrket durskala-pop, rammer lyrikken hårdt. Lige så sprudlende som melodierne er, lige så eftertænksomme er teksterne hele vejen gennem albummet. Det er ellers alt for sjældent, at musik i denne genre orker eller magter det.

Se video: Passion Pits syrede museumsbesøg

Imens den James Blake-inspirerede perle ’Constant Conversation’ forfølger eftertænksomheden, nu i melodisk form, og pendler mellem tilbagelænet r’n’b og sing-a-long, med pigekoret Erato som sjæle-pleasende backup, er ’On My Way’ et lille stykke storhed, som med sin uimodståelige brug af alt fra alverdens samples, blæsere, strygere og fløjter sætter standarden for storslået og intelligent pop. ’Where We Belong’ er en velvalgt melankolsk outro med et tungt elektronisk udtryk, strøet med Angelakos’ eftertrykkelige hang til storladenhed.

Det er de færreste musikere, som kan producere, skrive og bygge med så meget fantasi og intelligens, som Angelakos. Hele vejen igennem holder musikhåndværket et enormt højt niveau og demonstrer, at storladen electropop også kan have et både modent og eftertænksomt udtryk.