Santigold – poppens sløve gadekryds
Søndag aften guidede sangerinden med det borgerlige navne Santi White publikum på Arena gennem et væld af genrer fra dancehall og electro til hiphop og rock.
Under det behagelige sommerhit ’Disparate Youth’ fik man både serveret dubbede, tilbagelænede keyboards og krasbørstig, skrattende guitar, mens ’Lights Out’ og ’The Keepers’ bød på sukkerknalder af new wave-romantik, der trak spor tilbage til Blondie i deres storhedstid.
Læs live-anmeldelse: Björk på Roskilde Festival
Publikum tog dog mest entusiastisk imod de mere hårdtpumpede elektroniske tracks såsom ’Creator’, under hvilken sangerinden bød festivalgængerne op på scenen, men blev overrumplet af mængden og måtte bede vagterne om at stoppe den begejstrede indtagelse. Et gammelt populistisk trick der, om end vellykket, satte yderligere fokus på Santigolds mangler som live-performer. Hun valgte ofte at overlade underholdningen til sine to dansere, der på trods af permanente pokerfjæs var betydeligt bedre til at piske en stemning op med akrobatik og røvrystning.
Læs også: Hele vores dækning af Roskilde Festival
Især under mid-tempo-numrene fremstod Santigolds nasale vokal til tider glansløs og monoton, hvorimod hun klarede skærene bedre ved at efterabe Karen O fra Yeah Yeah Yeahs og hendes bjæffen på de sprælske dancehall-tracks ’Freak Like Me’ og ’Fame’.
Først på afslutningsnummeret ’Big Mouth’ fik hun publikum til for alvor at danse til det insisterende afrikanske tribal-beat, og da var det lidt for sent at skyde festen i gang.
