Fat Freddy’s Drop – trance-fremkaldende timer

At Fat Freddy’s Drop startede som et jamband vil nok ikke komme som en overraskelse for de der overværede det newzealandske bands tredje koncert i Store Vega. Selvom næsten alle sange havde deres eget udførlige forløb med adskillige skift i intensitet, tempo og udtryk var der rigelig plads til improvisation. Over to timer og 15 minutter fik publikum solo på solo af det syv-mand stærke orkester og kvitterede konsekvent med klapsalver. De fleste tracks sneg sig op på over ti minutter, men gik kun sjældent i tomgang.

Selv kalder bandet deres lyd for ’hi-tek soul’, men dub, funk, jazz, reggae og ska blander sig ligeså ofte som electronica og soul i Wellington-bandets veltilberedte vælling. Blæsertrioen var aftenens midtpunkt, hvilket i høj grad skyldtes Hopepa (trækbasun, tuba, bas), der i hvide shorts og skinnende 80’er-sweatshirt lignede en afdanket tennisspiller og dansede så ublufærdigt grimt, at man ikke kunne andet end at elske det. Sammen med trompetist Tony Chang i preppy college outfit og saxofonist Chopper Reedz spillede Hopepa som The Memphis Horns på den Al Green-lignende ’Boondigga’ for dernæst på ’Afrique’ at gå over i afro-beat-inspirerede staccato-stød. Sidstnævnte var blot et af ud seks uudgivne numre som bandet luftede, hvoraf ’Mother Mother’s dybe dub-bund samt den velkendte house-inficerede ’Shiverman’ udfoldede bandets trance-fremkaldende evner.    

Forsanger Joe Dukies silkebløde soul-vokal er måske en af de pt. mest oversete, hvilket til dels kan skyldes dens evige beherskelse, der også gjorde sig gældende lørdag aften. På det svajende reggae-track ’Roady’ snakrappede Dukie med bandets medbragte nisse af en indpisker, MC Slave, hvis overivrige tilstedeværelse man godt kunne have undværet. Ligeså virkede den afsluttende metal-solo fra guitarist Jetlag Johnson decideret malplaceret. Disse var dog bagateller der ikke for alvor kunne svække en koncert hvor den tredje streg blev sat under Fat Freddy’s Drops eminente live-ry.