Spector

Spector er et af den slags indiepopbands, der højst sandsynligt ville være strøget direkte ind på hitlisterne, hvis de var dukket op i 00’ernes rocktid, hvorfor det kan være svært ikke at forbande deres timing. Alligevel gør gruppen sig særligt bemærket, da den med henblik på tidens musikalske ånd er et af få genrefuldkomne fænomener, som fra starten er blevet spået en succesfuld karriere på linje med forrige årtiers store britpopikoner.

Albummet indeholder da bestemt også en række fremragende singler. ’Chevy Thunder’ eller ’Friday Night, Don’t Ever Let It End’ er enormt ligetil og mildt sagt forudsigelige, hvilket kunne tolkes som en klagesang, men det er faktisk det modsatte. Sammen med ’Celestine’ taler vi nemlig om sprudlende energibomber, spækket med simple riffs og hurtigabsorberende omkvæd, der gør det fornemt som vidunderlige, poppede ørehængere.

Men hvor meget man end under Spector deres tydelige talent, så skriver vi altså år 2012 i kalenderen. Et faktum, der måske kan forklare det lidt underlige skær af skuffelse, der momentvis skinner ind over en ved første gennemlyt upåklagelig debut. Der hersker dog ingen tvivl om, at den karismatiske frontmand Fred McPhersons generelle energiniveau og ultracharmerende britiske accent går direkte i hjertet på alle anglofile NME-læsere.

Spector leverer trods timingen en debutplade, der overvejende tyder på, at der stadig er et liv og fremtidigt rum for friskværnet indiepop med de her fem guitarfyre.