Jens Lekman

Sidst, man hørte fra den kronisk kærlighedshungrende singer/song-fighter, Jens Lekman, var da han, over kitschede reggaebeats, travlt diskuterede med sig selv, for dernæst at bekende sin kærlighed til skuespillerinden Kirsten Dunst.

Denne gang, på Lekmans første fuldlængde i fem år, har gøteborgeren med de finurlige betragtninger skruet endnu mere op for de næsten lidt for cheesy easy listening-effekter i sin orkestrerede poppompøsitet.

Det skorter i hvert fald ikke på rigeligt med forsødede strygerarrangementer, orgel-Allan’ske klavereskapader og softrockende saxofonsoloer. Alt sammen så fingerknipsindbydende, at Lekman næsten kommer til at lyde som en vaskeægte, lalleglad suppe-steg-og-is-entertainer, der lystigt står ovre i hjørnet og spiller de blødt belyste festlokaler op til kinddans med sit øllebrødsbrune Roland-keyboard.
Men også kun næsten.

Læs også: Hør Jens Lekmans ‘I Know What Love Isn’t

Man skal bare et godt stykke ind på albummet, førend der kommer noget godt. Men så bliver det til gengæld også rigtig godt. For den svenske sangers allerstørste styrke skal findes i hans helt igennem uovertrufne evne til at fortælle historier. Både den akustisk bårne ’Cowboy Boots’, den ironiske ’The World Moves On’ og den trøstende fællessangsslager ’End of the World’ er nemlig alle tre nogle af de fineste eksempler på Lekmans eminente sangskrivning.

Så hvor første halvdel af albummet desværre er småkvalmende som en rejecocktail søbet ind i lidt for meget giftigpink Thousand Island-dressing, beviser den evigt hjerte/smerte-ramte svensker alligevel, at han stadig kan skrive snørklede popsange, der rammer lige i hjertet og fortæller én, at alt nok skal blive okay igen.