How to Dress Well – åndeløst betagende
Det var iskoldt på en kold og grå oktober-aften i Pumpehuset, men sjældent er et sted blevet varmet så hurtigt op. Tom Krell er ikke alene en meget smuk og indtagende mand, men også kuldegysende god til at udtrykke det indadvendte. Med fængslende falsetter og intenst nærvær tog han vejret fra publikum, som kun få kan gøre det.
Tom Krell indtog scenen med masser af How to Dress Wells klassiske melankoli, og til sin gudsbenådede vokal, der må siges at være kunstnerens guldkorn, havde han to mikrofoner, der med en transcenderende efterklang lukkede sig smukt helende om rummet. Krell sammensmelter melankolsk ambient med melodisk r’n’b i et ubestemmeligt mood, der på både ‘Running Back’ og ‘& it Was U’ skabte trancevuggende klubtilstande i mødet mellem den høje vokal og den buldrende dybe og tilnærmelsesvis dansable bas.
Læs anmeldelse: How to Dress Well ‘Total Loss’
Smukkest var det, når han med lukkede øjne sang om kærlighed og tab understøttet af dramatisk violin og synthesizer. Også de smukke og stemningsfulde visuals var med til at gøre musikken til en synæstetisk bevægende oplevelse, mest eksplicit i den symbiotiske fusion af Tom Krell og publikum under ‘Suicide Dream 2’. Da musikken ebbede ud, og kun stemmen var tilbage med de kvælende ord: »It’s like there’s no air / no air / no air«, følte jeg mig præcis ligeså åndeløs, som han lød.
Som ekstranummer kom Krell på scenen, og i fuldstændig atmosfærisk stilhed sang han uden mikrofon og uden musik. Alt for kort. Uforglemmelig smukt.
