The Vaccines – derouten lurer forude

De bedste bands er oftest dem, der mestrer én genre – én niche – bedre end de andre i feltet. Sådan et band blev The Vaccines, da de sidste år meldte sig på banen som nye bannerførere for iørefaldende, to-minutters rocksange tilsat ironiske og til tider tankevækkende tekster.

Sådan er det ikke længere. Siden undertegnede i februar 2011 overværede en sprudlende, udsolgt Lille Vega-koncert med den stramme rocks nyeste håb, har The Vaccines udvandet og almindeliggjort sig selv. I Pumpehuset onsdag aften lød London-kvartetten som – og lignede – et jævnt og fladtrådt rockband, der har toppet for tidligt.

Væk var gnisten, gejsten, og saften og kraften i sange som ’Wreckin’ Bar (Ra Ra Ra)’ og ’Norgaard’ fra debutalbummet, og bandet hastede sine stærke sange ud over scenekanten, så de lignede nogen, der havde uforståeligt travlt med at komme videre i teksten. På grovere eksperimenter som ’Ghost Town’ og ’Bad Mood’ fra dette års opfølger blottede forsanger Justin Young tilmed sin falskklingende vokal, så det skar i ørerne.

Læs også: The Vaccines-frontmand: Mine seks yndlingsplader

Vildskaben fejlede imidlertid ikke noget hos den Dave Grohl-lignende mand i front, når han slyngede håret og hovedet ned mod de evigt taknemmelige hvinere på de forreste rækker. Indlevelsen og de kejtede bevægelser gav lidt tiltrængt liv til koncerten, især på de to eneste regulære højdepunkter: Ørehængeren ’Wetsuit’ og den nye skrål-a-long-song ’Teenage Icon’.

Ikke desto mindre er det tydeligt, at identitetskrisen er indtrådt hos The Vaccines. Vil de være cool og snappe Ramones-nyfortolkere, eller vil de gøre gymnasiepigerne bløde i knæene med storladen melankoli? Ingen af delene lykkedes rigtig, selvom begge dele blev forsøgt.

Og nogen endegyldig løsning på kviden gav de os altså ikke denne oktoberaften, og spørgsmålet er, hvor længe det overhovedet vil være interessant at diskutere et band som The Vaccines. Efter denne ujævne optræden lurer den musikalske deroute forude.