Niklas

Det kan muligvis godt betale sig at lave en omvendt Kidd. Altså gemme sig bag cap og solbriller og dodge journalisterne fuldstændig. I hvert fald er det på kun cirka halvandet år lykkedes den gennemmystiske Youtube- og streaming-tjeneste-darling Niklas at score tredobbelt platin uden den sædvanlige, oplagte selvpromovering. Vi taler en succes, der ånder Nik & Jay fælt i nakken.

Størstedelen af Niklas’ officielle debutalbum (hvoraf kun tre af 14 numre ikke allerede er at finde på hans to ep’er) lader til enten at foregå på diskoteksdansegulve sjasket til med Bacardi Breezers, mens projektørerne jonglerer hidsigt oven over én, eller i lumre ungkarleværelser med beskidte lagner. Det er irriterende ensformigt.

Men det mest ærgerlige er, at Niklas hverken har et særligt tight flow eller en pæn sangstemme, som akkompagnerer den i forvejen anstrengende omgang bundtilfældig autotune, sjuskede reggae-beats, Rusko-dirrende wobble og fistpump-venlige dancechart-elementer.

Læs anmeldelse: Niklas ‘EP1’

Værst bliver det dog på det nye nummer, den dancehall’ede ’Slem pige’, der minder om et (forfejlet) forsøg på at være drengerøvsflabet a la Suspekt-hittet ’Kinky fætter’. Den lige så nye ’Flyv med mig’ og radiohittet ’Veninder’ er også eksempler, hvor Niklas’ manglende sans for sproglighed og spidsfindige rimkonstruktioner virkelig får det til at dunke i tindingerne af anstrengelse.

Undtagelsen er den soulede ’Om igen’, der med sin oprigtige lyrik om at vente på at få pigen tilbage er et ovenud værdigt Rasmus Seebach-hit. Ud over det diffunderer Niklas’ hang til anonymitet i forhold til offentligheden desværre fuldstændigt ud i det lige så personlighedsløse, diskotekspumpende hip-pop.