Brian Eno

3 6

Fandtes der en Cannes Festival for musik, hvor denne verdens prominente og excentriske musikskabere kæmpede om en ’Palme d’Or’, var den største tilbagevendende koryfæ uden tvivl ambientmusikkens godfather, Brian Eno. Er man ny i Eno-land, og i tvivl om mandens innovative og særegne karakter, kan man få en smagsprøve ved at lytte til hans fabelagtige og groundbreaking sample-album fra 1981, ’My Life in the Bush of Ghosts’, med Talking Head-forsangeren David Byrne, hvor de to blandt andet sammensmelter koranrecitation med synthesizers. Eno gør, og har altid gjort, hvad hans krøllede hjerne befaler. Også på ’Lux’.

Albummet er godt nok i kategorien af de helt stillestående instrumentale, som også har fyldt en god del af hans store diskografi, men den er stadig en særdeles ubekymret rejst fuckfinger til alt hvad der kan betegnes som populærmusikalske normer. Pladens fire tilnærmelsesvis identiske numre er således alle i underkanten af 20 minutter, og fletter fingre med virkemidler som tomme statiske flader og uendeligt dybe rum, kun pyntet med sarte overlappende toner af blandt andet klaver, strygere og forskelligt synthesizer-krymmel. Midt i den behagelige brise af lyde er et deja vu dog særdelses overhængende.

Læs anmeldelse:
Brian Eno ‘Drums Between the Bells’

Selv har Eno sagt, at ambientgenrens fornemste opgave er at servere strukturløse fortællinger, som tillader sin lytter ubesværet at skifte mellem at have musikken svævende i baggrunden og intenst at udforske den. Er det præmissen for et vellykket album, må ’Lux’ siges kun at være en halv succes, da Eno desværre ikke rigtig kan tilbyde sin lytter meget interessant at udforske.

Brian Eno. 'Lux'. Album. Warp.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af