Dean Blunt

Det når lige præcis at blive irriterende. Inden da en kende skræmmende, men samtidig ganske pirrende. Og endda rart. Omtrent sådan forløber det meste af spændingskurven på den mystiske lydmand Dean Blunts halv times lange og to numres eksperimenterende mixtape, der i bund og grund er et skænderi mellem et kærestepar tilsat lyd.

Bag projektet står foruden Dean Blunt også Inga Copeland – begge medlemmer af kollektivet Hype Williams, der er opkaldt efter den legendariske film- og musikvideo-mager af samme navn. Og det er tydeligt at høre, at dette mixtape henter en stor del inspiration fra netop de visuelle udtryksformer.

Dean Blunt fungerer her som en slags lyrisk beretter, der af og til løfter lytteren væk fra det gennemgående skænderi og agerer en syngende morale. Hans askebæger-agtige croon høres for første gang efter ca. syv minutter, hvor han afløser nogle irriterende skingre toner og lokker med et formildende »Girl Come With Me« indover et symbolsk velplaceret regnvejr.

Første musikalske nydelse indledes efter godt ni minutter, hvor et Ariel Pink-lydende kor og bossanova artige rytmer skaber lidt ro i fortællingen i deres harmoni med Blunts tungsindige stemme. Ti minutter inde på andet spor findes The Narcissists II’s højdepunkt og den bid af mixtapet, der forståeligt er blevet populær hos musikelskere med hang til storbymelankoli . Tre minutters stemningsfuld og forsonende duet med Inga Copeland bygget effektivt op over tre orgelakkorder.

Til tider føles ’The Narcissist II’, med sine skingre toner og generel uhygge, som at være med i en David Lynch-produktion. Modsat Lynch fungerer de mange eksperimenter og mærkelige lydpassager dog ikke helt, og formår ikke at skabe en helhed med de musikalske godbidder.