Yo La Tengo
Trioen fra Hoboken, New Jersey fejrer snart 30 års jubilæum som band og kan efterhånden opfattes som en institution i amerikansk indierock. Yo La Tengo kan dog begive sig mod tilværelsen som pebersvend med ro i sindet, da de på deres 13. studiealbum overvejende viser fin form og mestendels formår at opretholde det vanlige høje musikalske niveau, som man med rette forventer af dem. Dog er der en smule mathed at spore på albummet, der utvivlsomt er gruppens mest afdæmpede udgivelse til dato.
Bandet har tidligere med stor kunstnerisk succes fusioneret krads støjrock med 60’ernes og 70’ernes eminente melodimageri, stilfærdige ambiente lydkulisser og diskret elektronisk eksperimenteren. Blandingsproduktet har været trioens helt egen minimalistisk medrivende artrock-cocktail.
Læs anmeldelse: Yo La Tengo ‘Popular Songs’
Denne gang har trioen valgt at være mere tilbageholdende med visse af ovenstående ingredienser. Nuvel, albummet lyder umiskendeligt som Yo La Tengo, men her skal man alligevel lede længe efter både de flossede guitarudladninger og de mindeværdige melodier.
Albummets ti numre holdes konsekvent i et adstadigt tempo, hvor der kun sjældent spilles med de soniske og melodiøse muskler. Resultatet bliver derfor en til tider lidt vel magelig størrelse, hvor det umiddelbart virker som om, numrene går i ét med hinanden. Giver man dem tid vinder de dog på deres stemningsfulde intimitet, der i denne ombæring får fortrinsret over støjeksorcismer og smittende pophooks.