Flume

4 6

Måske burde Flumes debutalbum være landet for et par år siden. Tung bas, hiphoprytmer, synthskalaer og sexede håndklap: Det lyder meget som den efterhånden velkendte blanding af trap og post-dubstep a la Rustie og Hudson Mohawke. Men bedst som man tror, at albummet blot er et forsinket postkort fra en halvgammel rejse, får man en overraskelse. Den ligger hverken i et beskidt drop eller en sofistikeret rytme, men i en alsidigt poppet sødme, leveret af den ene gæstesanger efter den anden.

Både tempo og lydbillede er mere simpelt end hos de sædvanlige trap-producere. Scenen er ryddet til fordel for vokalerne, der for en stor del udgør hjertet af albummet, som viser sig i virkeligheden at være et forsøg på at samle en række mainstream-elementer i et elektronisk univers. Der er både r’n’b-fraser på den James Blake-agtige ’Holdin’ On’, en mere rocket vokal (’Left Alone’) og rap (’On Top’). Mangfoldigheden er imponerende, men løber også ind i et problem.

For mens sangene hver for sig er fine, små popkorn, så medfører den konstante afveksling i vokalen en mangel på den samlende personlighed og stemme. Det er en udbredt udfordring på den slags album, hvor en producer både vil lave pop og være den centrale aktør. Tænk bare på Skreams ’Outside the Box’, hvor de overgearede vokaler spolerede ethvert groove.

Heldigvis har Flume dog en langt mere interessant smag for menneskestemmen end Skream, hvilket gør hans cocktails af trap og pop både afslappede og velproportionerede.

Flume. 'Flume'. Album. Mom + Pop/Cooperative.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af