Sebastian Lind

Man kan ikke ligefrem beskylde den danske singer/songwriter for at mangle musikalsk vovemod. Hans tredje album er i hvert fald langt hen ad vejen et ret så legesygt bekendtskab, som opfindsomt dyrker det moderne musikstudies endeløse, klanglige muligheder.

Faktisk er det sjældent, at man som lytter sidder med fornemmelsen af at blive strøget decideret med hårene, og det er dæleme en god ting. Især fordi Lind elegant undgår mange af singer/songwriterens komfortsyge faldgruber ved at kombinere traditionel, akustisk instrumentering med finurlige, elektroniske forsiringer.

Læs anmeldelse: Sebastian Lind ‘I Follow You’

Men hvad der vindes musikalsk, skæmmes desværre alt for ofte af en noget banal tekstskrivning, som bestandigt underminerer de fine, musikalske intentioner. Ja, undertiden bliver historiefortællingen direkte intetsigende. Hør bare ‘Fake’, der skildrer seksuel tilnærmelse med linjer som »fake from the start / we do all this stuff just to get with you«, eller lyt til ‘Clublove’, hvor bylivets op- og nedture tages under kærlig behandling med ligegyldige ytringer som »I’m a let the filter go / lose the rest of my control / I’m a fuck up all the rules«.

På trods af teksterne er det i perioder decideret befriende at lytte til en udgivelse, som forsøger at injicere lidt lydlig sprælskhed i en ellers ofte magelig musikform. Men det ændrer ikke stort ved, at Sebastian Linds fortællinger i al for stor udstrækning mangler afgørende substans.