Autechre

Med ujævne mellemrum har Rob Brown og Sean Booth igennem de sidste tyve år givet verden et lydligt indblik i det parallelunivers, de til daglig bebor. Hvor de uden tvivl har efterladt sig dybe spor i mangt et udforskende electronica-hjerte, har de sjældent suget til sig af tidens tendenser. Således forholder det sig også på duoens nye to timer lange værk.

’Fleure’ åbner ubønhørligt med Autechres unikke mix af ekstremt synkoperede staccato-beats og skurende metalliske lydflader. En sprællende og til stadighed muterende basfigur ligger konstant og lurer under det hele, og er første eksempel på et gennemgående element ved ’Exai’. For selv om albummets 17 numre stort set på intet tidspunkt byder på noget, der minder om et regulært 4/4-beat, så er det i langt højere grad en plade, der udfordrer bassens formåen.

Læs anmeldelse: Autechre ‘Oversteps’

Det kommer bedst til udtryk på pladens højdepunkt ’bladelores’. En lystigt knitrende bas er holdepunktet, der leder lytteren gennem et fortættet og lufttomt tågekammer, frem mod det lys, der hele tiden er lige ved at bryde igennem de betagende flader af hvid støj.

Havde det været punktum for ’Exai’, ville albummet have fremstået som et moderne mesterværk. Desværre fortsætter den næsten en time endnu, og byder blandt andet på et nummer som ’spl9’, som kunne give CIA inspiration til deres lydlige tortur. Alligevel er sådanne numre også sært dragende, og viser med al tydelighed, at Autechre snarere burde nydes på et kunstmuseum end på langs derhjemme i sofaen.