Autechre

Autechres kultstatus er enorm. Alligevel er ‘Oversteps’, selv i Autechre-diskografien, noget helt specielt. Albummet er et af deres mest varierede og som sådan et perfekt eksempel på, hvorfor duoen igen og igen omtales som et af de vigtigste, om ikke det vigtigste, act på den elektroniske musikscene de sidste 20 år.

Åbningsskæringen ‘r ess’ en af de bedste, jeg har hørt i årevis. Over knap to minutter stiger volumen og intensiteten ligeså stille, mens hårene på ens arme rejser sig i et tilsvarende tempo. Fra absolut stilhed vokser skæringen til et væld af hjemsøgte ambient-lag og en afgrundsdyb electro-puls. Gåsehuden lægger sig på intet tidspunkt i løbet af de resterende 13 skæringer.

’Oversteps’ har både de udsyrede ambientkompositioner, hvor synth-lag og alverdens støjfrekvenser hvirvler ind og ud mellem hinanden, de komplekse rytmestrukturer, de på én gang funky og fuldstændig sterile postelectro-grooves og ikke mindst masser af duoens diskrete trademark-melodier, der hele tiden muterer til nye. De sidstnævnte har man savnet på de sidste mange års Autechre-plader, men nu er de tilbage og bedre end nogensinde før. Samtidig er det hele gjort med en ekstrem lydmæssig præcision og et ditto gennemført melankolsk udtryk, der resulterer i en, trods variationen, imponerende helstøbt udgivelse.

Det nye album er uden sammenligning Autechres bedste siden hovedværk ‘LP5’ fra 1998, og selv med det kan ‘Oversteps’ måle sig. Det er et fuldblodsmesterværk med andre ord.