Chelsea Light Moving

Mange elskere af den alternative rock gøs, da hr. og fru Sonic Youth, Thurston Moore og Kim Gordon, forrige år annoncerede, at de efter 27 års ægteskab skulle skilles. Hvad nu? Ville parrets ægteskabelige brud også være lig med enden på et af støjrockens absolutte fyrtårne? Det spørgsmål blafrer fortsat ubesvaret i vinden, men faktum er i hvert fald, at Moore nu har fundet tre nye musikalske legekammerater i kvartetten Chelsea Light Moving.

Legekammeraterne er godt nok nye, men legen er velkendt, og musikalsk viser kvartetten således ingen afgørende nye sider af Moores talenter, da albummet spiller på den velkendte, skurrende og støjrockede lyd, som man kender og elsker den fra den ranglede guitargurus mangeårige eskapader i Sonic Youth og på diverse soloudspil. Intet nyt er med andre ord godt nyt. Langt hen ad vejen i hvert fald.

Bandet svinger skønt på den kaotiske ‘Sleeping Where I Fall’, der farer ud over feedbackstepperne i hektisk, hvinende tempo med en tonstung støjtorden hængende konstant truende over sig. Der er ligeledes en heftig wall of noise på den frådende ‘Alighted’, hvor både de rene og de forvrængede guitarer klinger dissonant og skurrer vidunderligt krast, imens de understøttes til perfektion af den ondt buldrende rytmegruppe.

Albummet fortsætter i den rille hele vejen igennem uden egentlige musikalske lavpunkter, og luksusproblemet er således, at det bliver en lille smule ensformigt i længden. Her kan man godt savne både Kim Gordon og Lee Ranaldo’ske afbræk fra Moores musikalske enevælde til at skabe lidt variation.