Kashmir

Det er næsten undervældende til at begynde med. Selv efter en god håndfuld gennemlytninger er der nemlig ikke noget, som for alvor sætter sig fast ud over den brusende grower af en single, ’Seraphina’.

Men Kashmirs syvende album er ikke uden ambitioner. Tværtimod. Det forekommer nyt, spændende, udforskende. En ny start på sin helt egen underspillede facon. Mildt rockende, kompositionsmæssigt legende og til tider intuitivt lydende i de flydende sangstrukturer og småpsykedeliske eksperimenter, specielt i Henrik Lindstrands tangenter.

Kasper Eistrup lyder som sig selv (og det er en god ting), men viser også nye sider af sin vokal, og den næsten ambiente åbner ’Blood Beech’, den harpebesatte sjæler ’Piece of the Sun’ og ’This Love, This Love’s blide, kalejdoskopiske poprock lyder som en art revitalisering.

Læs anmeldelse: Kashmir ‘Trespassers’

Albummet er dog også et sats, Kashmirs på sin vis folkelige og syng-med-venlige fortid taget i betragtning. ’Trench’ og første halvdel af den næsten ni minutter lange ’Pedestals’ er instrumentale, soniske ekskursioner, inden sidstnævnte bølger over i en smuk, småstøjende øjenåbner. Det handler ikke længere om at tvinge følelserne frem, men afdæmpet vække dem til live fra en blid søvn, og ’Home Dead’-ep’en fra 2001 virker faktisk i den sammenhæng som albummets nærmeste slægtning.

De klassiske, grandiost gode Kashmir-melodier kan ikke fornægtes på ’Peace in the Heart’, ’Purple Heart’ og ’Seraphina’, men umiddelbart er firkløveret ikke på jagt efter det store rockepos. Albummet virker i sit store hele meditativt og sjælesøgende. Men med et fast og fremadrettet blik, frem for et hvileløst.