Kashmir – festival eller Falconer?

I forbindelse med deres nye album, ’E.A.R.’, har kritikken af Kashmir fået fuld spade med fy-ord som ’introverte’ og ’gamle’. Senest, med deres to optrædener i Falconer Salen, har konceptet ’siddekoncert’ – uhadada for en ulykke! – fået en del til at råbe op.

Da Kashmir efter 45 minutter lukkede første del af siddekoncerten med en kraftfuld version af ’The Aftermath’ føltes sådanne ord dog fjernt fra virkeligheden: Svedige mænd på 35 plus stod op og krammede mens salen brølede, og bandet energisk gav den grundigt los.

Kashmir havde åbnet posen med en blanding af simple og smukke akustiske arrangementer, især fra ’Zitilites’, og mere komplekse sager fra det nye album. Det var tydeligvis et puslespil at konvertere det komplekse ’E.A.R.’ fra studie til live, men det ’gamle’ band klarede det fortrinligt. Der var flot plads til både den åh så skrækkeligt ’introverte’ fordybelse og til stille forelskelse i første akt.

Læs anmeldelse: Kashmir ‘E.A.R.’

I vanlig firkløveropstilling havde Kashmir dagen før spillet koncert i præcis samme rammer, og at dømme efter anmeldelserne, var fredagsholdet i Falconer Salen de generte typer. Nu var det lørdag, og de vilde var løs.

Lunten til anden akt blev tændt stille med det nye otte minutter lange ’Pedestals’, der live tog form som en livsudvikling fra kravlende ambientamøbe til overvældende støjmonster. Den messende ’Kalifornia’ fodrede stemningen yderligere, hvilket ti fans så som en invitation til flytte dansen fra siddepladserne helt ned til scenen. Noget ulmede bestemt. På den efterfølgende ’Moutful of Wasps’ brød gløderne i brand, og hundredvis af folk, fra alle steder i salen, strømmede nu lykkeligt dansende mod scenens forkant, hvor de dyre pladser nu befandt sig midt i ekstasen.

Ikke uforventeligt var det, et par numre senere under ’Rocket Brothers’, at det hele eksploderede. Falconer Salen var nu, og til vi glade traskede hjem, forvandlet til Dyrskuepladsen på Roskilde. Hoppende fans, lyseksplosioner og guitarsoloer smeltede sammen med stor kuldegysende effekt. Selv Asger Techaus normalt så kontrollerede messende trommerier lød og lignede resten af koncerten nærmere en 60-armet punkrock-blæksprutte, der ekstatiske smadrede løs foran 60.000 på Orange Scene – altså ret godt.

Havde vi glemt, at Hr. Eistrups vokal er fortrinlig, og at Hr. Tunebjergs bas bare kun spiller lækre toner, uanset genre, så fik vi også en opvisning i det i løbet af anden akt, på en aften hvor forsangeren flere gange end han skiftede guitar udstrålede og sagde: »For helvede, hvor er det bare skide sjovt, det her«. Og ja, skide sjovt, det var det!