Helsinki Poetry

Helsinki Poetry fortsætter med debutalbummet den globetrotter-færd, de påbegyndte med en fornem ep for knap to år siden. Udover nye storby-horisonter i de konceptuelt navngivne numre, har forsanger Rune Vigil Nielsen fra The Late Parade og epo 555-trommeslageren Ebbe Frej, som her har en bredere producer-kasket på, også stort set droppet guitarerne, der farvede ep’ens fire numre.

Det er både godt og skidt. For nok klæder det de fleste bands at hvæsse, renavle og fokusere deres udtryk, og der er ingen tvivl om at transitionen fra det M83-agtige møde mellem shoegazer-støjguitarer og opulent electronica til ‘Transport’s mere renskurede og straight-up synthpoppede udtryk er med fuldt overlæg, men guitarens exit er også et farvel til et værktøj, der for undertegnede var en lynkile direkte mod hjertet og en stemningsskaber af de store i makkerparrets lydbillede.

Tilbage står ‘Transport’ som en stribe veldrejede, discoide popsange i bedste Pet Shop Boys-ånd, hvis man da lige substituerer Neil Tennants tenorvokaler med Rune Vigils pitchperfekte, heliumhøje falsetter – plus enkelte Boards of Canada-agtige, tænksomme instrumentalmellemspil.

Bundniveauet er højt, men svagheden er, at d’herrer uden guitarer åbenbart har en smule sværere ved at nå den zone, hvor formidabelt sanghåndværk ascenderer til nævepumpende stadion-anthems. Det sker midtpå albummet med ‘Tokyo’ og ‘New York’, men i særdeleshed på den majestætiske lukker ‘Los Angeles’, som fortjener radio-airplay, så det forslår.

At resten af albummet så ikke helt når det niveau – ‘Miami’ og ‘Stockholm’ værende gode eksempler på den lækre, elastiske, men også glatte og let overfladiske, 80’er-klingende pop, der dominerer helhedsindtrykket – er forholdsvist tilgiveligt.