Kirstine Stubbe Teglbjærg

Det føles næsten forkert, at Kirstine Stubbe Teglbjærg ikke har sunget på dansk før. Ikke at den danske sangerinde manglede gennemslagskraft i Blue Foundation, som hun forlod i 2009, men der er sket noget med stemmen, når den nu formidler modersmålet.

Teglbjærgs solodebut er en rejse ind i hendes eget univers, hvor hun selv har komponeret og produceret ni sange i krydsfeltet mellem feministisk skrøbelighed og rå power. Drømmende og knitrende produktioner blandet op med momenter af guitardreven vildskab og beattunge underlag.

Man kan dog ikke komme uden om, at stemmen er albummets uovertrufne højdepunkt fra start til slut. Så sart og inderlig i sin hviskende levering, at man næsten er bange for at trykke play og pause af frygt for, at den skal falde fra hinanden. Man bliver ganske enkelt både fortabt og forgabt i vokalen, der sammen med de poetiske tekster maler billeder på nethinden, som er svære ikke at lade sig rive med af.

Læs også: Se videoen til Kirstine Stubbe Teglbjærgs ‘Tæppet er faldet’

’Drømmenes lyd’ er blid og romantisk forårs-sirenesang, ’Broerne brænder’ næsten hjemsøgende i sin dystre produktion, og den nynnede lukker ’Det larmer ikke mere’ direkte smuk i sin pianodrevne enkelhed. En krads guitar skaber dog unødvendige ridser i lakken på ’Levende igen’, mens titelnummerets stampende beat næsten virker som en for stor modpol til stemmen.

Teglbjærg er altså bedst i sit afdæmpede hjørne, hvor skønheden blomstrer i et grænseland mellem drøm og virkelighed. Her bliver hun nærmest overjordisk, og her virker vokalen for alvor til at svæve i sit rette element.