Mellemblond

Mellemblond har på deres anden langspiller stukket næsen i 80’ernes pop-annaler efter inspiration, måske for at ryste de Black Rebel Motorcycle Club-sammenligninger, der prægede omtalen af bandets første udgivelser af sig. Kristoffer Munck Mortensen undslipper ikke, at hans svedne, resignerede røst ligger mellem BRMCs Robert Levon Been og måske en ung Sebastian, men den nye lyd på ‘Lysvågen’ hjælper med at gøre Mellemblond til sit eget bæst.

Resultatet pakker mange højdepunkter. Fra den let jazzede, briseblide åbner ‘Vågnede en morgen’ over den perlende, new wave-influerede ‘Swimmingpoolens blå’ til den småpsykedeliske, folksy og kuldslåede ‘Vindtunnel’, er albummet en tour de force i variation med sine dejligt forskelligartede serveringer af Mortensens sublime dansksprogede melanko-poesi. Når han på ‘Riv’ »glemte at spole båndet tusind kys frem« er det ikke blot en formidabelt fragment af en sindsstemning. Det er også en af de skønneste stumper lyrik, der er skrevet på vor modersmål længe.

Læs anmeldelse: Mellemblond ‘Elastisk’

Det bliver bedre endnu, for skiven er tillige et af de der album, som ubesværet skræver over lige-ved-og-næsten-jukebox-cheese som singleforløberen ‘Et øje’, hvis glitrende guitarer og trommemaskiner fint kunne playlistes i forlængelse af Roy Orbisons evergreen ‘California Blue’ – og i den anden ende, en vuggende, langstrakt kraut-koger som ‘Juni’, hvis elliptiske vers næsten fortjener et afsnit for sig selv:

»Juni hænger nedad / med lange lyse lokker / og nætter der aldrig / lukker / lokkerne smyger / sig om byerne / daggryet flyder / ud over skyerne«. Så smukt kan den danske sommer beskrives og ovenstående er sigende for Mortensens dagdrømmeriske og billedmanende sprogbuketter albummet igennem.