!!!

Et lommefilosofisk spørgsmål: Hvis !!! udtales med tre kliklyde – altså »chk chk chk« – hvordan lyder så titlen på deres femte album ‘Thr!!!er’? Nevermind, for det vigtige er, at de leddeløse californiske punkfunkere i den grad er tilbage.

Albummet starter ganske vist med en maveplasker i form af den dvaske ‘Even When the Water’s Cold’, der lyder som om, bandet er ved at skillinge sammen til en kollektiv topmave, men det slutter med et brag: Lukkeren ‘Station (Meet Me at the)’ smadrer derudaf som en klaprende dør ind til en pornokulisse og er noget af det mest blodbrusende vitale, bandet har begået længe.

Læs anmeldelse: !!! ‘Strange Weather, Isn’t It?’

Imellem de to ekstremer dyrker !!! på ‘Get That Rhythm Right’ og ‘One Girl / One Boy’ discoen mere regelret og konventionelt end nogensinde – og med succes. Singleforløberen ‘Slyd’ stinker af sex med Nic Offers bandveninde fra Out Hud, Molly Schnick, på nogle seriøst lumre gæstevokaler: »Slide, slide, slide / I don’t really like you, but I like you on the inside!«, går omkvædet.

Men selv om !!! afgjort stadig laver kropsmusik, er det som om, deres efterhånden mange år på bagen med skiftende bandmedlemmer og to døde trommeslagere har sat sine spor i form af den melankolske grundtone i flere af numrene, heriblandt den tusmørke-techno-cruisende ‘Careful’ mod albummets slutning. Det hjælper nok, at der er kommet lidt afstand til strabadserne, for livserfaringerne er her vendt til noget positivt og kreativt. Gensynet med !!! er følgeligt som at kigge en gammel ven i øjnene og opdage nye dybder i dem.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
!!!. 'Thr!!!er'. Album. Warp/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af