Laurel Halo

Efter Laurel Halo har haft stor succes med at blande elektroniske eksperimenter med sang, vender hun nu tilbage til det rent instrumentale udtryk. Resultatet er sjovt nok, at numrene på sin vis er lettere tilgængelige end de komplicerede konfrontationer mellem pop og avantgarde, som karakteriserede debutalbummet ’Quarantine’.

De fire tracks er bygget op som relativt hårde beats uden de store dikkedarer. Der er fokus på fremdrift, opbygning og repetition, frem for på breaks, overraskelser og drops. Teksturen er kantet og nøgen, hvilket giver numrene en stemningsmæssig lighed med Halos arbejde på ’Quarantine’, hvor sangene især fik deres kyniske og hjerteskærende kraft fra den ubearbejdede og hårdt klingende vokal. Produktionerne efterlader meget plads omkring sig, hvilket skyldes den særlige produktionsstil, som har snerten af lo-fi, men ikke udfylder tomrummet med støj.

Læs anmeldelse: Laurel Halo ‘Quarentine’

Måske skyldes det manglen på den sang, man havde vænnet sig til på ’Quarantine’, men stedvist kan man få fornemmelsen af, at numrene har karakter af skitser. Det er dog kun indtil man opdager de historier, som deres sære opbygning fortæller. Hør for eksempel ’Throw’, hvor et klaver passer sært godt ind i et hardcore klubbeat. På hvilken glemt bar har det klaver akkompagneret en humørsyg og vred chanson?

Numrenes ferske og ligefremme energi trodser (eller opstår måske netop i samspil med) det lidt skitseagtige udtryk. Det er svært ikke at håbe på, at Laurel Halo går hele vejen og leverer et rent elektronisk album, der er lige så udfordrende og storartet som debuten.