Laurel Halo

Laurel Halos debutplade indfrier alle de forventninger, man måtte have til en kunstner med sådan et navn. Et næsten guddommeligt touch der i musikken viser sig som en overbevisende kombination af Halos lyse røst og det dystre, ambiente synth-univers. At hun for nylig er skiftet til det anerkendte pladeselskab Hyperdub er ingen overraskelse og kun en bekræftelse af hendes talent.

Pladens standout-nummer er ‘Thaw’, hvor Halo eksemplarisk forener sit klassiske pianospil med monoton Detroit-inspireret techno, og den dronede, industrielle baggrundslyd gennemskæres af en skrøbelig sensuel vokal. Det samme gælder ‘Carcass’, hvis sonisk bølgende bas lukker verden ude og gør den insisterende stemme mindre kødelig.

Springer man til albummet sidste nummer ‘Light+Space’, er der en atmosfærisk intimitet og nærhed til stede, når hun med ordene »Words are just words that you soon forget« transcenderer virkeligheden i en psykedelisk erkendelse af tidens konstante foranderlighed.

Læs anmeldelse: Laurel Halo ‘Hour Logic’

Denne erkendelse af kroppens forgængelighed og øjeblikkets uhåndgribelighed er kernen i Halos brutale budskab og afspejles i flere af de kliniske sangtitler. Verdens iskolde og teknologisk medierede virkelighed omformes i præsentationen til noget universelt abstrakt og poetisk.

Med det abstrakte og ambiente univers følger Halo i sporene på Oneohtrix Point Never og Tim Hecker, men tilføjer med sin Kate Bush-lignende vokal en ekstra dimension. Musikken og lyrikken er sentimental, men nedsænkes på ingen måde i et hav af nostalgi. Trods det traumatisk sygdomsbefængte tema er musikken positivt befriende og opløftende og har en nærmest mediterende indvirkning. Halo har med sit debutalbum begået et, ja, glorificerende futuristisk stykke musik, der netop beviser, hvorfor hun er speciel.