Laurel Halo

Der er sket noget siden Laurel Halos synthpoppede debutudspil i vinters. Hendes ekkoende vokal er trådt delvist ud af lydbilledet og det melodiøse og 80’er-prægede er erstattet med mere eksperimenterende elektroniske skitser. Med betoning på ’eksperimenterende’ og ’skitser’. Halo har lavet en decideret uvending fra den ellers meget roste og vellykkede ’King Felix’. Produktionerne lyder stadig som noget fra det ydre rum, men de rammer, hun først satte op, er revet ned og sælsomheden står nu i mødet med noget mere utæmmet og mørkt.

’Aquifer’ drives pulserende og insisterende fremad med beats og driblende dryppelyde. Den mere drømmende ’Constant Index’ er hyllet ind i Halos stemme, som messer lag-på-lag i det fjerne. ’Head’ tager teten videre fra første skæring med subbas og et beat, der flakkende eskalerer og daler, efterfulgt af adskillige udspacede minutter, der også indistinkt gennemsyrer det små-trancede titelnummer. Det forvildede indstilles imidlertid på den ambiente og subtile ’Strength in free space’, hvor Halos stemme og synthesizers synger sirenesang.

Ep’ens svage punkt er, at den hverken ligger i forlængelse af det, Halo har lavet før, og heller ikke lader sig definere som noget nyt. Trods sit mod og enkelte stærke numre kommer ’Hour Logic’ hurtigt til at synes udflydende i kontrast til de imponerende referencer, vi ellers har på den Brooklyn-baserede musiker. Omvendt er det både fængslende og genreudvidende at gennemlytte Halos ambitiøse udvikling. Det bliver lige så interessant at se, hvilken planet hun lander på næste gang.