The Clientele – fornemt jubilæum
Pop Revo havde i år 10-års jubilæum og hvilken mere passende headliner at fejre det runde hjørne med, end bandet, som indirekte var årsagen til festivalens stiftelse i 2004? London-bandet The Clientele er tilmed i kraft af frontmand Alasdair MacLeans andre visitter på Pop Revo, solo i 2005 og med Amor de Días sidste år næsten efterhånden at regne for et regulært husband for indiefestivalen i provinsen.
Det var samtidig et lille booking-scoop, eftersom The Clientele officielt er sat på pause og faktisk kun var gendannet for en kort bemærkning i den klassiske tremands-besætning i aftenens anledning. Men Pop Revo kender også deres publikum, for fremmødet gjorde briterne ære og sjældent har man på så nærmest malplaceret rock’n’roll-manér set så mange indforståede næver i vejret til så relativt lavmælt og tilbagelænet indiepop.
Læs live-anmeldelse: How to Dress Well på Pop Revo
Med glimrende lyd i ryggen og en MacLean, der var lige så tændt som publikum skar The Clientele kagen for med ‘E.M.P.T.Y.’. Fra første strofe var det tydeligt for udenforstående, at han er stjernen i bandet, og at The Clienteles rytmesektion, Mark Keen og James Hornsey, blot er hans villige tandhjul – dygtige, flittige arbejdsmænd, der koncerten igennem dårligt løfter blikket fra deres instrumenter for at ænse publikum.
Men så meget desto bedre var det, at MacLeans sublime fingerspil trods flere års stilstand i The Clientele-sammenhæng var i storform, og at han med sikre hænder gelejdede band og publikum gennem en noget nær greatest-hits-værdig sætliste med vægt på bandets tidlige år og dermed rigelige uddrag fra de to første album, men hvis højdepunkter blandt andet også talte pluk som ‘Impossible’ og ‘Since K Got Over Me’, begge fra 2005-albummet ‘Strange Geometry’, og sjældne perler som ‘Dear Jennifer’ fra rarities-opsamlingen ‘It’s Art, Dad’.
Læs live-anmeldelse: Mikal Cronin på Pop Revo
Man kunne fint tilgive de få, små fodfejl, som da kablet skvattede ud af MacLeans guitar under ‘The Violet Hour’, eller at han kort glemte teksten til ‘Driving South’, når han til gengæld kvitterede med smørrede skåltaler – »Thanks very much, it’s gin o’clock!« – og introducerede ‘(I Can’t Seem To) Make You Mine’ som værende soundtracket til hans yndlingsfilm med Sandra Bullock og Keanu Reeves (‘The Lake House’).
En besk bemærkning skal falde mod det evige problem med koncertknæver. Når ikke engang chancen for at bevidne en unik one-off-koncert med et band, som ellers er gået hvert til sit for tiden, er nok værd til at lukke røven på de besofne bralrerøve, der stod og hang i baren bag mixerpulten, så er der pokkerme noget galt med den danske koncertmentalitet, ganske enkelt. Og modsat Mikal Cronin om torsdagen, hvor lydniveauet nåede nærmest modbydelige højder, var The Clienteles lydmand omvendt ganske civil ved de hærgede festivalører. Måske for civil, deres næsten lounge-agtige, afmålte væsen taget i betragtning.
Men ikke et ondt ord skal falde om bandets performance, der var til UG, og som næppe én af de fremmødte – fans såvel som newbies – kan være utilfredse med.