oOoOO
Chris Dexters debutalbum er som en forlystelsestur i spøgelseshuset. Fyldt med chokeffekter, afventende mellemstykker inden det næste gys og fornemmelsen af, at det uventede og skrækindjagende lurer bag hvert hjørne.
Under sit stiliserede alias levede Dexter på forhenværende ep’er i det mørkglødede synthpop-univers, en kort periode karakteriseret som witch house, men har her helliget sig en mareridtsagtig fortolkning af hiphop og r’n’b. Dystert som ind i helvede og i princippet lyden af kirkegårds-rave komplet med gravtunge beats, skærende synthesizere og naive pigestemmer, der messer fra det hinsides.
Bassen pumper helt fremme i billedet på den næsten dubtechno-klingende ’Mouchette’, hvis synthlinjer titter frem for efterfølgende at forsvinde i skyggerne, mens ’The South’ sjovt nok tager lyden til de beskidte sydstater, hvor trap-trommerne og de insisterende snares spædes op med jamrende vokalsamples og dvælende melodistykker.
Læs anmeldelse: oOoOO ‘oOoOO’
Dexters egen forvrængede vokal dukker op med jævne mellemrum og lyder opgivende forladt i sin egen betagende ret, mens samarbejdspartneren Laura Clock indtager rollen som ungpigen, der er fanget i en ond drøm og desperat synger klagesang uden mulighed for at vågne op.
Under det hele lurer Dexters fornemme sans for henslængte melodier, som munder ud i en underspillet, poppet og opdateret udgave af klassiske gysersoundtracks. Og den ægte bedrift er således, hvordan han har fået noget så mørkt til at fremstå så vellydende.
Jeg tager hellere end gerne en tur til i oOoOO’s spøgelseshus. Med frygt for aldrig at slippe ud igen.