Phoenix – en kontrolleret fest
Det var, som var de fem drenge på scenen koblet op til samme grønne play-knap. For på samme slag blev deres fem instrumenter forvandlet til ’Entertainment’, der kastede sig ud af højttalerne i prustende tempo.
Det fortsatte i samme gear over ’Lasso’ og ’Lisztomania’ – med trommerne som det utrættelige hovedtandhjul. En regulær hitparade var i gang, og publikum labbede det i sig. Thomas Mars kunne da heller ikke afholde sig fra at tage et hop ned fra scenen for at stjæle et par pige- og drengehjerter, nu han var i gang.
De tre opstartsnumre blev kørt i samme stramme temporille, og derfor kom Phoenix aldrig længere ud over scenen, selv om Mars gentog sine hjerteture blandt publikum settet igennem. Der manglede ligesom et eller andet, der kunne slå en sprække i det stramt udførte set.
Læs anmeldelse: NorthSide: Daughter – nervøs blev til fandenivoldsk
Det kom faktisk, da parringen af ’Bankrupt!’ og ’Love Like a Sunset’ (efterhånden bedre kendt som ’Sunskrupt!’) lod Mars lægge sig fladt ned på scenen, mens en storm af trommer, synth og guitar skiftevis tiltog og forsvandt – inden forsangeren kunne rejse sig og lade klimaks bryde ud. Men her gad publikum ikke rigtig bide på. De ventede hungrende på singlegodbidderne.
De kom tilbage i form af ’Armistice’, ’1901’ og ’Rally’, og det fik publikum tilbage på krogen. Men imens så jeg den grønne play-knap for mine øjne, for det foregik i samme temporille, som vi startede i. Det gjorde aftenens møde med Phoenix til en lidt for kontrolleret fest.