Matthew E. White – sydens søn på sejrstogt

Matthew E. Whites destillat af sydstats-soul med jazz og rockinspiration gav os tidligere i år det fremragende debutalbum ’Big Inner’ indspillet sammen med Spacebomb, et såkaldt husorkester i ånden fra Stax og Motown. Den sammentømrede og velspillende grundbesætning var fredag eftermiddag suppleret med lejede hænder i skikkelse af en københavnsk blæsertrio.

Hovedvægten lå på sangene fra debuten, ikke mindst ’Brazos’, ’Big Love’ (med en sej basgang, der gik lige i mellemgulvet) og ’One of These Days’, der fik mere drilsk tyngde end i studieudgaven, men hvor White glemte dele af teksten.

Læs også: Alle Soundvenues anmeldelser fra Roskilde Festival

Den (for) korte koncert var et flot vidnesbyrd om bandets styrker, men Whites vokal havde svære betingelser. Bevares, han er ikke nogen stor sanger, men hans røst druknede ofte i lyden fra den ni mand stærke besætning. En slæbende fortolkning af forbilledet Randy Newmans ’Sail Away’ forduftede endvidere i den almindelige eftermiddagslarm i og omkring Odeon.

White fik dog demonstreret nok af sit talent som både sangskriver og arrangør til, at han formentlig fik overbevist en bunke nye disciple om sin spiritueltforankrede musiks fortræffeligheder.