Doom – superskurk i Søndermarken

Doom virkede rimelig overrasket, efter at han havde fået publikum til at synge »super!«-stemmesamplet fra ’MM… Food’-nummeret ’Hoe Cakes’. »This shit is fun! This is a fun song!«, udbrød han efter sangen, som om han aldrig før havde indset, at han faktisk er virkelig, virkelig sjov.

Og i det hele taget virkede den metalmaskeklædte rapper konsekvent forbløffet over, at der rent faktisk var mødt mange mennesker frem for at høre ham, for hans tegneserienørdende stenerrap er egentlig skabt til høretelefonlytning alene, i mørke. Undergrundskongen skulle lige vænne sig til at være på en overjordisk scene.

Læs anmeldelse: Wu-Tang Clan triumferede på Vanguard

De fleste rappere fægter med armene, når de rapper. Doom stod fuldstændig stille og mumlede sine linjer ind i mikrofonen. En gang imellem løftede han sin arm i en gestus, hvorefter han nærmest så ud til at glemme hånden, mens den stadig hang i luften. Han virkede mere som en skør hjemløs dommedagsprofet end en berømt rapstjerne. Men selv om hans stemme var meget mudret og mumlet, rappede et meget engageret publikum med på de berømteste linjer.

Publikum var i det hele taget ekstremt velvillige over for superskurkerapperen med ølmaven. Selv om stort set ingen af numrene havde omkvæd, og Doom overhovedet ikke varierede sin ligefremme måde at rappe teksterne, sang de trofast med på især numrene fra ’Madvillain’-albummet, som han har lavet med Madlib.

Læs anmeldelse: Madvillain ‘Madvillainy’

Det var en enormt nørdet koncert, hvor det ikke handlede om at smide hænderne i det vejr, men om at stå og lytte nøje efter hvad det lige præcis var, Doom mumlede om.

Koncert. Vanguard Music Festival.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af