Haim – cheerleadere med krudt i røven
Søster Danielle har været vidt omkring musikalsk, og ifølge åbenmundede søster Este var forsangeren med som tour-guitarist, da Julian Casablancas gav koncert i Store Vega tilbage i 2009. Her serverede Casablances soloalbummet ’Phrazes for the Young’, der lagde The Strokes-rocken til side for synthpoppede udskejelser.
Onsdag aften i Lille Vega var en direkte modsætning til det skift. Haims r’n’b-influerede retro-poprock var udgangspunktet, men pigerne havde krudt i røven og serverede guitarknas en masse, mens Dash Hutton hamrede løs på tønderne. Renhed var skiftet ud med vildskab, og den nye single ’The Wire’ blev leveret støjende og energisk, som hvis en gruppe cheerleadere besluttede sig for at spille tungrock fra 70’erne.
Læs også: Top Track: Haim ‘The Wire’
Det var ren underholdning for alle pengene. Danielle lavede sine karakteristiske små ryk med hovedet, mens Este fyrede jokes af og sportede sit efterhånden ikoniske ’bass-face’ bag den funky bund. Så dejligt uhøjtideligt. Søstrene deltes ganske meget om vokaltjansen, og der var et charmerende samspil mellem Este og Alanas pure stemmer og Danielles småbitre indlevelse, der med diverse ’uh’ og ’ah’ passer så umanerligt godt til de kærlighedsbaserede tekster.
’Don’t Save Me’ var i settet tættest på originalen, og lige så svært det var ikke at synge med der, lige så umuligt var det ikke at svinge nakken, da søstrene i en selvproklameret jamsession serverede et Led Zeppelin-larmende rockmonster af et cover. Passende nok af Fleetwood Macs ’Oh Well’. Det rockede udtryk tenderede enkelte steder til det kaotiske, men det var det nu nemt at finde charmen i.
Læs også: Se billeder og publikumsreaktioner fra Haim-koncerten
Koncerten skyldte således mere til 70’er-rocken end trioens ellers åbenlyse 90’er-popinspirationer, selv om der blev spillet godt på Destiny’s Child i diverse kække korarrangementer, specielt på ’Forever’. Alana sank sammen om sine tekster på slowburneren ’Go Slow’, og generelt var dynamikken og sammensætningen af settet næsten perfekt eksekveret. ’Oh Well’-coveret blev således fulgt op af ’Falling’, og den gik derfor fra fræs til synthfyldt popperfektion med Phil Collins-værdige trommer fra Este. Folk klappede i takt.
Efterfølgende opstod der en ubetinget prisværdighed over et band, der kan skelne så hårdt mellem polerede indspilninger og iltert live-udtryk. Jeg ville ikke leve uden nogen af delene.
Haim pryder forsiden på august-udgaven af Soundvenue.
Tegn abonnement HER.