Chelsea Wolfe

Mørkets prinsesse kan man vist roligt kalde den amerikanske folkmetal-sangerinde Chelsea Wolfe, der har valgt at navngive sit fjerde album på irriterende selvmedlidende vis. Ikke mindst i sammenhæng med pladens cover er der umiskendeligt noget dommedags-primadonna over hende.

Dommedagstematikken ligger dybt i Wolfe, der med rødder i countrymusikken har udviklet sin helt egen eksperimentelle, elektroniske folk, hvis elementer kan sættes i kategori med kunstnere som  Zola Jesus, PJ Harvey og Austra. Især på ‘Apokalypsis’ fra 2011 slog hun sit gotiske image fast med en betydelig højstemt begravelsesstemning i form af mørk og dyb dronet guitarstøj, der desværre druknede hendes uskyldsrene vokal lidt rigeligt.

På nærværende album, der er mere elektronisk end hendes tidligere udgivelser, kommer Wolfes på én gang afslappede og klokkeklare vokal til sin fulde ret, omkranset af stadig ildevarslende trommer og dystopisk guitar. Nogle vil uden tvivl savne mere af den ukontrollerede støj, og på mange måder virker ‘Pain is Beauty’ derfor, til trods for melodramaet, mere tilgængeligt.

Et nummer som ‘Warden’ skiller sig ud i sin mere upbeat form, men forbliver uforløst som en dramatisk filmintro. Det er klart de mere nedtonede og dystre numre som ‘The Waves Have Home’ og ‘We Hit a Wall’, Wolfe excellerer i – og det gør hun virkelig også.

Alligevel er der et men – den lidende offerstil virker indimellem mere prætentiøs end bevægende, og det gør pladen lang og lidt ensformig. Kort sagt: Pain is not beauty, selv om der nu er flere smukke og dragende momenter på pladen.

Chelsea Wolfe. 'Pain Is Beauty'. Album. Sargent House.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af