Lucy Love

Siden Lucy Love slap sin debut, er der sket en del med hendes lydunivers. Den meget udanske grime-genre, der dominerede ‘Superbillion’, har sidenhen måtte slå sig til tåls med at blive overskygget af andre dominerende basindflydelser fra England.

Flowet flyder stadig som fra Østlondon, og grime-ophavet er også tydeligt at spore i Loves stemme, men på hendes tredje albumudspil bliver det brugt til mere end bare at kaste med ordkløvere. På den afdæmpede ‘F4E’ åbner hun op for sin nydelige sangstemme, på hvad der er tættest på at være en basballade.

På åbneren ‘Surrender’ er der omvendt dømt klubstemning, der går direkte i fødderne og brager nostalgisk igennem med et rendyrket eurodance-omkvæd i bedste 90’er-ånd. Eurodance-tendenserne fortsætter ind i førstesinglen ‘Prison’, der med den toneangivne synth sender lytteren direkte tilbage til 1994. Også den stolte drum’n’bass-tradition finder plads på ‘Getting Loud’, der trods titlen er en festsang, hvor tempoet er trukket lidt ned.

Læs anmeldelse: Lucy Love ‘Kilo’

Selv om de mere letspiselige, festgearede og catchy indflydelser dominerer, lyder Love dog stadig som en, der er vokset op i Bow-områdets gader, og derfor bliver grime-attituden aldrig glemt. Det gøende, rå flow får god kontrast til dansepassagerne, så det aldrig kammer over.

Lucy Love har derfor bestået den svære disciplin at lave feststemt musik, der stadig kan tåle at blive lyttet til uden for klubbens fire vægge, selv om der en bred variation til trods mangler de helt store klubbaskere og hits, som albummet ellers lægger op til at kunne levere.