Lucy Love

3 6

Jeg er ikke vred. Men gid jeg var. Hvis bare jeg var en smule oprørt, opstemt eller whatever efter endt lytning af ‘Kilo’. Men næh, jeg er bare lidt skuffet.

Lucy Loves andet album starter ellers dejligt dystert med singlen ‘Poison’, der blander debutens smudsige grime med et poppet electro-omkvæd: »I’ve got venom in my veins, I’ve got poison in my heart / All my shattered dreams are tearing me apart«. Her lyder det som om, Lucy Love gerne har noget på hjertet. På resten af pladen føler jeg hende sgu ikke.

Til det er der simpelthen for lidt karisma og personlighed i både tekst og melodier, som tilmed er pakket ind i et overflødigt fedtlag af klicheer. Lyt her: »Can you feel it in the air?« og »It’s the sound of Lucy Love and it sticks like glue« og »You love to build me up just to tear me down«. Og så videre.

Selv om hun stadig rammer beatet som en syngende uppercut, er der ikke meget fantasi at spore i Lucy Loves flow, der er så forudsigeligt som produktionerne. For også her er der heller ikke nok ideer. Hvor debuten ‘Superbillion’ var en dansk opdatering af den britiske grime, er ‘Kilo’ mere tilbageskuende. Det skyldes primært producer Yo Akim, som denne gang har bragt en større koncentration af 80’er-electro og 90’er-dance (og en enerverende robotstemme) med til bords.

Lucy Love har fundet sin indre poptøs men åbenbart ikke sin kreative åre. »Writing rhymes is oh so easy«, postulerer hun. Måske hun skulle prøve at gøre det sværere for sig selv.

Lucy Love. 'Kilo'. Album. Superbillion/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af