Oneohtrix Point Never

Hvordan afhænger vores begær af hukommelse? Og hvad sker der med vores hukommelse, når det meste af den ligger på en computer? Oneohtrix Point Never gør endnu engang elektronisk musik til et eksklusivt refleksionssted, hvor forholdet mellem lyst og erindring efterprøves.

At høre en melodi er en hukommelsesøvelse. Toner, der efterfølger hinanden, bliver kun en melodi, fordi vi husker dem og dermed kan høre deres sammenhæng. Lysten ved at høre slutningen på en melodi opstår, fordi vi husker melodiens start. Denne grundlæggende præmis for enhver oplevelse af musik endevender Daniel Lopatin i et spil af forventninger, genkendelse og fremmedhed.

Læs anmeldelse: Oneohtrix Point Never ‘R Plus Seven’

På numre som ‘Americans’ og ‘Inside World’ er metoden at sammensætte musikalske fragmenter til en collage. Ved hvert nyt fragment går ens hukommelse i gang med at lagre og aflæse, men afbrydes af nye fragmenter der stikker imod det begær, hukommelsen vækker. Samtidig forbinder fragmenterne sig til ældre lag af lytterens erindring, når der for eksempel dukker melodier op fra software, reklameverdenen eller computerspil – kort sagt den medievirkelighed det meste af vores hukommelse lever i.

På ‘Zebra’ og ‘Problem Areas’ er strategien en anden. Her er det melodiens egen lystfulde virkning, der forfølges og bringes i tvivl, når melodien i al sin skønhed bliver spillet på de billigst tænkelige computerlyde eller slår over i decideret kitsch, når en saxofon tager over.

Musikken vil både please dig og hive dit begær ud i lyset ved at afsløre dets begrænsning i hukommelsen. Det gør ‘R Plus Seven’ til et usædvanligt og værdifuldt album.