Cults
Tendensen er klar: Musikere, der danner par og spiller sammen, har det med at gå fra hinanden. Det samme skete for Cults’ hovedpersoner Madeline Follin og Brian Oblivion i succesdebutens tumultariske eftertid. Heldigvis er de to endnu ikke blevet så trætte af hinanden, at de også professionelt har afsluttet samarbejdet. Deres andet album bærer præg af bruddet, og det afføder spændende lyrik.
Sproglige brødkrummer peger alle i retningen af, hvad der skete parret imellem, og Follin er tekstmæssigt hele det hjerteknuste følelsesregister igennem. Jalousien skinner igennem på ’High Road’, når hun proklamerer »No one really knows whose house you’re haunting«, mens vreden brænder lystigt på blandt andet ‘So Far’ med gentagelsen af tekststykket »I wonder how you sleep at night«.
Læs også: Top Track: Cults ‘High Road’
De både sørgmodige og rasende tekster spiller godt sammen med musikkens euforiske drift og den opløftende instrumentering. I modsætning til debuten er produktion velpoleret, hvilket allerede mærkes på ’I Can Hardly Make You Mine’, der fra start lægger barren højt, hvad angår lyttervenlighed. Væk er lo-fi-klokkespil, og i stedet finder man et bredspektret lydbillede, der er vidt omkring i popmusikkens rødder. Især på ’Keep Your Head Up’ bliver der med et opløftende fællessangopfordrende omkvæd ikke lagt skjul på, at Cults ikke er for okkulte til popmusik.
Cults befinder sig i en gråzone, hvor distortion og fuzz sagtens kan kombineres med varm funk og poppede klapperytmer, hvorfor albummet ender mere nuanceret, men også en smule mindre modig end sin forgænger.