De er brudt igennem glasloftet og har taget den elektroniske musik ud af klubben. Torsdag spiller Disclosure hele to gange i København – først en udsolgt koncert i Store Vega og bagefter med et dj-set på natklubben Coal. Læs vores interview med brødrene her.
Der står et usædvanligt stort antal instrumenter på scenen, når man tænker på, at Disclosure er et elektronisk act. Elbas, slagtøj, talrige trommemaskiner og synthesizers gør brødrene Howard og Guy Lawrence selskab, når de spiller deres melodiske og soulfyldte house-hits live. Ifølge de to skal musikken spilles så live som muligt, også selv om den er lavet på en computer.
Det er den tilgang, samt det faktum at de to brødre uafbrudt har spyttet kompetente ørehængere ud, der gør, at de nu spiller udsolgte koncerter verden over. De er blot 19 og 22 år gamle, men har alligevel brudt igennem det såkaldte glasloft, der ellers ofte holder de elektroniske musikere inde i natklubberne og væk fra de ‘rigtige’ scener.
Men på en måde har det altid ligget lidt i kortene, for det var ikke nogen stor overraskelse, at Guy og Howard valgte musikken som levevej. Deres forældre er musikere, og de er vokset op i en lille by ved navn Reigate, sydvest for London, i et hus, hvor musikken fyldte lige så meget, som tv’et gør hos mange andre.
»Musik er det eneste, vi kan finde ud af«, konstaterer duoens yngste medlem, Howard, da jeg spørger ham, hvad han ellers er god til.
Læs om Disclosures inspirationskilder på næste side.
Lavede musik på bilradio
Det var dog først, da de opdagede dubsteppens innovative efterdønninger og producere som Burial og Joy Orbison, at de to brødres fælles musikalske eventyr startede. Guy gik til et kursus i musikproduktion på universitetet og ville øve sig i, hvad han havde lært undervejs. Howard havde rodet med en ny sang på sin computer, og Guy fik lov til at prøve sine mix-evner af på det ufærdige nummer.
Da de ikke havde adgang til et musikstudie, måtte de ty til en utraditionel løsning: Hver aften i en uge kørte de to ud i Guys bil og parkerede langs kanten af en landevej. Her koblede de computeren til bilens radio og begyndte at lave musik på de sparsomme højtalere. Den første skitse, produceret i bilen, blev Disclosures debutsingle, ‘Offline Dexterity’. De var 15 og 18 år gamle på det tidspunkt. »Dengang havde jeg knapt nok lært at snakke med piger«, fortæller Howard.
Hør Disclosures første single HER
Duoens første par singler imponerede hurtigt med deres skæve drum’n’bass-referencer og tekniske vellyd. Men det var med deres imødekommende remix af den britiske sangerinde Jessie Ware, som i starten af 2012 kom i radiorotation på BBC1, at duoen for alvor brød igennem.
Siden er iørefaldende vokaler blevet tilføjet som et uomgængelig hovedelement i Disclosures produktioner. Debutalbummet ‘Settle’ er ingen undtagelse. Pladen rummer en række etablerede britiske sangere som Jamie Woon, Eliza Doolittle, Jessie Ware, Ed Macfarlane fra Friendly Fires og Howard selv. I det hele taget er de to brødre gået i en mindre alternativ, mere let retning, hvilket betyder, at de florerer selvsikkert i samme genregrænseland som deres idoler – et sted imellem house, dubstep og soul.
Det syngende ansigt
Siden deres første singler har Disclosure turneret meget i både hjemlandet og USA, hvilket ikke har været problemfrit for Howard. I England er der en rigid holdning til aldersgrænser i nattelivet, og i USA, hvor den nu 19-årige Howard stadig er umyndig, løber de gang på gang ind i problemer under deres hyppige besøg.
»Den sædvanlige løsning er, at jeg bliver ført direkte til et omklædningsrum, placeret på en stol jeg ikke må flytte mig fra, og når vi er færdige med at spille, skal jeg forlade klubben med det samme«. En del af problemet bliver dog løst af det faktum, at Howard ikke drikker. Det har til gengæld resulteret i en del fnidder mellem de to brødre, som ellers sjældent skændes.
»Guy går ud og fester efter næsten hvert show, hvilket er pænt irriterende. Han brokker sig altid over sine mange tømmermænd, og over at jeg ikke vil med. Jeg vil dog hellere hjem i seng og læse en bog«, fortæller den atypisk rolige producer, hvis sidst læste bog handlede om noget så musikfjernt som græsk mytologi.
Se Disclosure optræde live sammen med AlunaGeorge HER
Brødrene har dog også et andet problem, når de spiller live. Deres lyst til at musikken skal spilles så live som muligt til koncerterne, bliver udfordret af det faktum, at de har hele ni gæstevokalister med på deres debutalbum. Det sker nok aldrig, at de alle tropper op til koncert og synger hver deres sang. Derfor opstår der en risiko for, at det kommer til lugte af playback, når numrene skal opføres live, hvilket tit er tilfældet, når pre-optagede vokaler bliver spillet under en koncert.
»På nogle af sangene synger jeg jo selv, men ellers har vi netop fået tilføjet et sejt visuelt element til vores live-setup. Vi har en skærm bag os med vores logo på (det stregtegnede ansigt, red.). Det synger sangene for os som et tredje bandmedlem«, forklarer Howard om brødrenes kompromis.
Sanger ved et tilfælde
Netop det stregtegnede ansigt, der er blevet brødrenes visuelle kendetegn, blev egentlig knyttet til ud af pengenød. Ansigtet blev tegnet til deres første single-cover, men da de skulle udgive deres anden single, havde de ikke råd til nyt artwork og genbrugte masken i en anden nuance.
»Vi gjorde af nød det samme med den tredje single, og efter det begyndte blogs kun at poste ansigtet og ikke skrive Disclosure, når de lavede noget om os. Vi begyndte selv at smide ansigtet på alle mulige sjove ting – James Bond og dronningen for eksempel. Og efter det sad det ligesom bare fast«.
Det var faktisk også lidt ufrivilligt, at Howard overhovedet kom til at synge på albummet. »Jeg hævder ikke at være en fantastisk sanger, og det var slet ikke meningen, at jeg skulle synge på pladen til at starte med«.
Læs også: Disclosure og ni andre navne, der bør headline NorthSide 2014
Howard havde skrevet og indspillet de to sange ‘Confess to Me’ og ‘F For You’ på samme dag og havde sunget sin egen stemme som en guide-vokal, så en rigtig sanger vidste, hvordan det skulle synges senere. Men Guy dukkede op i studiet dagen efter og lavede numrene færdige uden at spørge om lov, og så endte de med at blive en del af albummet. I sidste ende var det dog en beslutning, som Howard støttede op om. Det har nemlig givet hele projektet en ny dimension.
»I virkeligheden er det nok meget godt, for det givet os et ekstra element til vores live-show. Og når du tænker over det, så er der noget fjernt ved et band, hvor ingen af bandmedlemmerne synger. Jeg føler, at vi er kommet tættere på lytteren end nogensinde før, nu hvor jeg synger«.
Interviewet er tidligere blevet bragt i Soundvenue #76