Museum of Bellas Artes

Med den gruende udsigt til at ende sine dage som en parentes i historiebøgerne over svensk electropop, er den trioen endelig på banen igen. Vel at mærke tre år efter hits som Sapphires-coveret ’Who Do You Love’ og ’Watch the Glow’, der begge, til trods for deres melankolske understrømme, var lette som en brise.

Det samme kan man overhovedet ikke sige om svenskernes længe ventede debutalbum. Med teatralsk rumklang og susende vinde til at blæse en storladen og mere mørkmalet stemning op starter albummet på et dirrende, mareridtsdrevet synthspor med den nær overdramatiske ’Fantasia’, hvor Alice Luther leverer en næsten operetteagtig præstation.

Læs anmeldelse: Museum of Bellas Artes ‘Days Ahead’

Luthers svævende vokal er stadig længselsfuldt søgende, men atmosfæren, som indhyller hendes stemme, er knugende og fyldt med gotiske, eventyragtige farer. Som på ’Swan Boats’, der som det ideelle spøgelsesfilmsoundtrack hjemsøges af barokt kirkeorgel og et tungt klarinetefterspil oven på de dystre guitarfigurer. Et lille kækt indslag kommer med den panfløjte-inficerede ‘Twine’, men på samme ‘enden-er-nær’-agtige måde som ‘Swan Boats’ efterlader ’Maze of Shell’ det indtryk, at den svenske trio har forsøgt sig med at fremkalde en lidt mere sørgmodig udgave af horror-stemningen i Dario Argentos ’Suspiria’-film.

Væk er altså den uskyldige melankoli, erstattet af et lidt for forceret filmisk lydbillede, der opstiller flere stillebener af gyserpastiche end egentligt uhygge og utilpashed. Tilbage står spørgsmålet så, om det synthpoppede blast from the (not so far away) past stadig holder med tre års forsinkelse? Ikke helt, men halvvejs.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Museum of Bellas Artes. 'Pieces'. Album. Best Fit.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af