The Tallest Man on Earth – den største lille mand på Vega

Det er hverken første eller sidste gang, at svenske Kristian Matsson bliver sammenlignet med folk-legenden over dem alle Bob Dylan– og det var da heller ikke nemt at se bort fra hans Dylan’ske entré, akkompagneret af legesyge ticks a la en ung Zimmerman.

’King of Spain’ fra ’The Wild Hunt’-albummet åbnede showet, og således blev fundamentet lagt. Med kun en guitar og en nøgtern scene bag sig, formåede den svenske troubadour at forføre et udsolgt Store Vega på en kold novemberaften. Og meget mere skulle der faktisk heller ikke til, for Matssons nærvær og charmerende tossestreger var underholdning nok i sig selv.

Hans hudløst ærlige tekstunivers blev forenet med lethed og næsten ironisk distance til sangenes (bogstavelige) gravalvor. Han indledte eksempelvis ‘Shallow Grave’, fra debuten af samme navn, med et nonchalant og nærmest affejende »den næste sang handler om graven og døden og alt sådan noget«. Parret med den lidt mere seriøse tilgang til ‘Where Do My Bluebird Fly’, viste han, at det er muligt at kombinere inderlighed med kækhed.

Læs anmeldelse: The Tallest Man on Earth ‘There’s No Leaving Now’

Der er ingen tvivl om, at Matsson er en sublim guitarist, hvilket publikum fik lov at opleve i løbet af koncerten. Den ubesværede skiften mellem guitarer og hans hæse men præcise vokal viste, at han er en professionel under dække af en gademusikant. Men det var alligevel de små huller i settet, som ramte helt ind i hjertet og viste, at det var et helstøbt menneske, som ikke kun stod bag sangene, men også på scenen. Og de smeltende hjerter ville heller ingen ende tage, da hans kone og kollega Amanda Bergman sluttede sig til på ekstranummeret, Paul Simon-klassikeren ’Graceland’.

Med en god blanding af numre fra alle sine tre plader viste den spinkle svensker, at én mand med en guitar nogle gange kan være højere end et helt orkester.