Youth Lagoon – nærvær, ambience og hits
Det virker som om alt er blevet vildere hos Trevor Powers, siden han var i København for godt to år siden. Håret var nu så absolut en afro, tuscherne var groet flere og større op ad armene. Ikke engang hans lyd har fået lov at forblive lille og intim som på soveværelsedebuten ’The Year of Hibenation’, trods den succesfulde opskrift. Også den har vokset sig storladen og mere organisk.
På Pumpehuset var det netop den store og elektronisk sammenfiltrede lyd fra hans andet album, ’Wondrous Bughouse’, som først blev præsenteret for os, og som var på tapetet det meste af aftenen.
Læs anmeldelse: Youth Lagoon ‘Wondrous Bughouse’
Den skæve klovnehymne ’Attic Doctor’ åbnede aftenen med hele bandet bag Powers. Det gav den ellers ret så skøre og ubehagelige sang en del mere liv, og med den efterfølgende ‘Sleep Paralysis’ fik vi for alvor mærket tremands-bandets nødvendighed for de nye numres storhed. Aftenens første gamle, ‘Canons’, præsenterede den voldsomme catchyness, som kun Youth Lagoon kan levere med de lækre naive guitarriffs. Samtidig vågnede Pumpehusets højtalere og rumlede og dundrede synthbas mod os fra da af og til slut.
Det stod hurtigt klart, at man ikke skal være musikkens svar på atomfysiker for at være med i Powers’ band. Det er simpelt, men effektivt, det bandet gør. Den 24-årige forsanger var selv den ubestridte professor i fokus, som hans lille korpus hele aftenen energisk nipsede rundt i en spraglet silkeskjorte og pillede, trykkede og slog på alle sine sære maskiner, som var han en menneskelig reinkarnation af ’The Simpsons’-geniet Sideshow Bob.
Hvis meget havde vokset sig vildere, var én ting dog forblevet småt: Powers’ ego. Cirka halvvejs blev publikum eksempelvis spurgt høfligt, hvad vi havde brugt de sidste to år på? Vi fik at vide, hvad Powers havde fået til aftenmads (’orange chicken’!?), og nød et veganer-foredrag af en pige fra Malmø, som blev stukket mikrofonen og fortalte, at alle er veganere i Sverige (bullshit Swedish girl). Det var både sjovt og nærværende og bekræftede Powers’ eminente underholdningsgen.
Aftenen kunne i ny og næ føles som en lang musikalsk intro hurtigt fulgt af en næsten ligeså lang outro. Det blotlagde også problemet i at synkronisere de to ret så forskellige plader i en koncert. Oplevelsen led derfor i sidste ende under den nyeste plades mere introverte natur.
Slutningen toppede resten. Først med det sørgelige hit ’July’, bagefter med ‘Dropla’, og sidst med ‘The Hunt’, hvor bandet alle gange ramte lige ned i guldåren: Der hvor den røde tråd og publikum holdes inden for rækkevidde med melodierne, og samtidig rives igennem sære metafysiske ambientuniverser på den fantastisk storladne og drømmepoppede måde.
»We all think we are gonna live forever«, fortalte Powers inden han råbte os hjemad med et forpint udtryk malet i ansigtet og de sært betrykkende ord »you’ll never die«.