Juni 2013 er de værste 30 dage i mit liv. Jeg ligger i et kolonihavehus på Amager og raller. Jeg har fået kemoterapi for ottende gang, og alle mine organer er enten sat ud af kraft eller på nødblus. Min familie er sendt på ødegård i Sverige, og min karriere er sat på standby. Jeg er ikke dj. Jeg er ikke skribent. Jeg er ikke forælder. Jeg er barn.
Jeg står kun op for at blive kørt til tjek på Rigshospitalet eller for at spise min mors pandekager med is. Min computer ligger og samler støv i hjørnet. Jeg kan ikke overskue at skrive, læse eller høre musik. En eneste gang orker jeg at åbne computeren. I bunden af en mail fra Jessica Tolf Vulpius, som blandt andet kører pladeselskabet Crunchy Frog, er der en hilsen: »Snälla, sänd all min kärlek och omtanke till Maria från mig«. Den er fra Jenny Wilson.
Hvis do-it-yourself-kulturen har en skandinavisk moder må den 38-årige svensker være oplagt til titlen. Jenny skriver og producerer selv sin musik. Hun spiller sort set alle instrumenter selv, har eget pladeselskab og eget studie. Siden hun for næsten 20 år siden dannede First Floor Power, et band der i dag har kultstatus i nordisk indierock-historie, har hun udfordret sig selv og sit publikum. Jenny har skrevet sangen ‘You Take My Breath Away’ for veninden Karin Dreijers The Knife. Hendes solodebutalbum ‘Love and Youth’ udkom på netop The Knifes pladeselskab Rapid Records. Det var klassisk svensk indiepop. På det næste, ‘Hardships!’, var Nina Simone og Timbaland med i ånden, mens hun genfortolkede sig selv og sine sange med hjælp fra et gospelkor på ‘Blazing’.
Hver af Jennys album har dannet genreskole. De er kunstfærdige og poppede på samme tid. På hendes nye album, ‘Demand the Impossible’, er fronterne trukket skarpere op. Det emner både af revolution og natklub. Der er mere bas og flere statements. Der er mindre hoved og mere krop. Og kroppen har i den grad været i fokus i Jennys liv de seneste par år.
To kræftknuder
I 2010 fik hun konstateret kræft i venstre bryst. Efter gospelturneen med ‘Blazing’ trak hun sig tilbage. Hun ville gøre sit liv simpelt for at kunne overleve den hårde behandling. Brystkræftpatienter får kemoterapi i drop på hospitalet. Det tager cirka halvanden time, og man får hver tredje uge. Resten af tiden er man hjemme. Kemoterapi er cellegift. De mest forekomne bivirkninger er ekstrem træthed, kvalme, muskelsmerter, opløste slimhinder og hårtab.
Da jeg møder Jenny for første gang i 2011, noterer jeg mig godt, at hun har meget kort hår. Hun skal spille til Distortions Live Mixtape-arrangement sammen med 15 andre kunstnere fra hele verden. Seancen, der tager det bedste fra både koncert- og dj-kultur, skyder festivalen i gang om onsdagen på fire opstillede scener i Pisserenden. Jenny kommer ind backstage, smuk som få. Høje kindben i et aristokratisk ansigt. Knaldrød læbestift, Jeremy Scott-solbriller og en yngre kæreste. Hun virker som om, hun er i topform og blæser Studiestræde væk med en singback-version af sin sang ‘Like a Fading Rainbow’.
Senere på året mødes vi igen. I Koncerthuset skal Jenny spille sine bedste sange med arabiske musikere og instrumenter. Jenny er autodidakt og har fortalt mig flere gange, at hun ikke anser sig selv som en særligt dygtig musiker. Hvis man har oplevet hende live med gospelkor, med band, orientalsk vinkel eller helt solo, vil man være tilbøjelig til at være uenig. Hendes musikalitet er overvældende. Hun står i en Moonspoon Saloon-kjole og ligner både en million og en tidløs stjerne.
Kort tid efter finder lægerne en ny kræftknude. Denne gang i Jennys venstre armhule. På det tidspunkt er hun gået i gang med ‘Demand the Impossible!’. Denne gang skulle det være en sjov proces, havde hun besluttet sig for. Der skulle være mere bas, og teksterne skulle være mere lige i fjæset. I stedet skal Jennys krop igen igennem det, som alle moderne mennesker frygter. Som hun allerede har overlevet en gang. Kemoterapi.
Musikalsk opgør
I september i år skriver Soundvenue, om jeg vil interviewe Jenny. De skriver, at jeg vel kan bidrage med nogle andre vinkler. Jeg kan mærke, at det vil jeg virkelig gerne. Soundvenue skriver også, at det er vigtigt, at det ikke kun bliver et kræftinterview. Det handler om musikken. Jeg svarer ikke på det sidste. Der er så mange spørgsmål, der presser sig på.
»Kan du huske Michael Jacksons ‘Thriller’-video«, spørger Jenny, da vi endelig sidder på en café, og diktafonen snurrer. Jeg er stadig i behandling og skal på Rigshospitalet, når interviewet er slut.
»Ja, det tror jeg«, siger jeg, men tager computeren frem for en sikkerheds skyld. Michael Jackson danser sig igennem den natlige tåge for at gøre sig til over for en pige. Hans øjne lyser som en varulv. Først danser han alene, men så bliver det fuldmåne, gravene åbnes, og kloakdækslerne bliver sparket op. Til sidst står rædslerne og danser i hele gaden.
»Det er os«, siger Jenny og smiler. »Vi er den dansende zombiehær«.
‘Demand the Impossible!’ ligger i mine hænder. På coveret står en tegnet Jenny i hættetrøje og bomberjakke foran et stålhegn med noget, der ligner en våbenmunding stikkende op fra tasken. Komplet riot-gear.
»Jeg havde en længsel efter at lave musik, der ramte her«. Jenny slår sig mod brystet. »Frem for her«. Hun peger mod tindingen. »Man kan sige, at pladen har en aggressivitet. Men i positiv forstand. Fremad, fremad, fremad. Jeg har fået nok, og nu skal det hele ændres. ‘Demand the Impossible!’ er ikke kun et oprør mod min egen krop, den er samfundsomstyrtende«, siger hun.
»Jeg var gået i gang med albummet, før jeg blev syg. Og jeg ville have mere energi ind, men det er klart, at energien tog en mere ekstrem drejning. For mig handler pladen om at slås for at overleve«.
Jeg sidder og bladrer i teksterne til albummet.
»Jeg har hørt meget hiphop, især Wu-Tang Clan. De rører mig virkelig«, siger Jenny. »Når jeg har skrevet tekster før, har jeg undersøgt det samme lag meget grundigt. Denne her gang har jeg skrevet, som hiphoppere gør eller for den sags skyld Bob Dylan. Man samler det og det og det og tager så toppen af emnerne. Det giver et godt flow, og resultatet er et statement«.
Jenny har også været inspireret af beatgenerationens brug af ordet som en knytnæve. Digteren Allen Ginsberg og aktivisten Nikki Giovanni. Jenny synes selv, det er det bedste, hun nogensinde har skrevet.
På pladen er der et nummer, som hedder ‘University of My Soul’. Da jeg hører det første gang, tror jeg, at Jenny har samplet en gammel spoken word-plade fra den amerikanske Black Power-bevægelse:
»Newspapers…
I use them as blankets
I made audacity my roof
Me, the pauper
Need no paper
No authors
I proclaim!
I’m the poet!
The opposer!
The magician!
The politician!
Good ideas come out in limited edition
So listen
This is a testimony
We’re running out of light, right?
We’re running out of days, huh?
Running into darkness
Ruins!
Libraries are shutting down
Schools are burning down
Our leaders must fall down
And let the women wear the crown
Let them take over
From the underground
To the streets, to the churches
From the cities to the deserts
To the parliaments!
Don’t you judge me, just give me a coin
You need this education, boy
Straight from the university
Of my soul«
Halvanden minut med en slagkraft, der er sjælden i moderne musik. Det er lang tid siden, jeg har læst noget, der både er så personligt og så sprængfarligt på én gang.
Lettelsens suk
Jenny har altid brugt sig selv i sin musik. Hun skaber en verden, hvor hendes sange bliver borgere, og de borgere bliver hendes venner. Hun arbejdede, selv da hun syg. Hun har lavet kortfilmen ‘Beyond the Wasteland’ og har kurateret kunstudstillinger. Jeg spørger hende, om hun har et mildere syn på sig selv, efter alt hvad hun har været igennem.
»Jeg har altid haft stor tiltro til mine egne ideer. Jeg har fundet ud af, hvor utrolig positiv en person, jeg er. Det her er vel også min gladeste plade. Den er et skrig, men også et lettelsens suk«.
Da jeg blev syg, spurgte en af mine venner, om jeg blev bange eller rasende. Jeg blev helt klart rasende. Angst kan man ikke bruge til noget. Jenny har ikke oplevet raseri.
»Jeg havde det sådan, at dette er livet. Så må vi tage den derfra. Jeg tror på menneskers iboende kraft. Når man er på vej ned i hullet, må man gribe fast i alt, hvad der er – græs og planternes rødder og så bygge en stige og begynde at kravle op. Jeg ved ikke, om der er noget galt med mig«. Jenny holder en lille pause. »Men jeg har det som om, at ingenting kan stoppe mig«.
Jeg tænker, om det er det, der er det umulige. Jeg ser utopier alle vegne. Occupy Utopia spærrede Dronning Louises bro af i sensommeren, Wood Woods SS14-modeshow hed ‘Utopia’. Atlas Magasin har lige udgivet et temahæfte om utopier. Er det umulige oppe i tiden?, spørger jeg Jenny. Har vi ekstra meget brug for det i krisetider?
»Det er vel bare overlevelse«, svarer hun. »Der er en klar forskel mellem det umulige og utopi. Utopien for mig er forestillingen om paradiset«. Hun begynde at fnise. »Ved du, hvad min forestilling om paradis var som barn?«
Jenny er vokset op i Istaby i Blekinge. Det pittoreske Sverige. Astrid Lindgrens Sverige. Falurøde huse med hvide vinduer. Lyshårede børn der falder på engen og rejser sig igen.
»Min mor var sådan småreligiøs og læste højt fra børnebiblen. De her fantastiske historier med sådan nogle mørke faretruende illustrationer. Men min forestilling om paradis kom ikke fra de her bøger«. Jenny fniser igen. »Der var en losseplads i byen, hvor jeg voksede op. Sådan en fuld af rustne gamle biler, bjerge af skrald og græs, der vokser op i sprækker fra betonen. Det var min idé om paradis«.
Stor livskraft
Jenny har to børn med sin eksmand. De er syv og tolv. Dine børn er gamle nok til at forstå, at du var syg, siger jeg spørgende.
»De er gamle nok til at forstå, hvad jeg forstår«, siger hun. »Men hvis du flyder rundt i et sort univers, kan de ikke håndtere det. Forvirring kan de heller ikke håndtere«.
Gemte du din forvirring for dem?
»Nej, jeg sagde, jeg var træt, og så undlod vi at have de store planer. Vi blev hjemme, du ved. Legede med Lego«.
Pauserne er lange og larmende under denne del af interviewet. To gange begynder Jenny højlydt at nynne. Man er vel sangerinde. Jeg griner lidt nervøst, og hun spørger, hvad jeg griner af. Alle disse spørgsmål jeg ikke vil belemre dig med, siger jeg. Jeg kan godt mærke, at jeg spørger for meget om sygdommen og for lidt til musikken. Det er altid et problem for mig, når musikere også er interessante mennesker. Jenny smiler overbærende.
»Det her er ikke en kræftplade. Det ville være uretfærdigt at kalde den det. For det er ikke en terapiplade. Det, som der er sket med mig i de sidste tre år, har gjort, at jeg er blevet tvunget til at vende vrangen ud på mig selv. Jeg er blevet modigere som kunstner. Jeg er ikke angst for noget musikalsk udtryk længere«.
Jeg spørger hende, hvordan hun klarede de lange sygdomsperioder økonomisk. Jeg ved, hun aflønner de andre musikere, hun bruger på sine album. I Danmark kan syge musikere søge Himmelblåfonden, som Kim Larsen og Erik Clausen startede. Jenny mener ikke, de har noget lignende i Sverige. Men de har sygedagpenge, ligesom vi har herhjemme. Ligesom ethvert civiliseret land burde have.
»Jeg har været meget taknemlig for at bo i Skandinavien«, siger hun.
Jenny glemmer tit, at hun været syg. Det er tydeligt, når jeg spørger ind. Det er ikke fordi, jeg vil snage. Jeg er bare så konkret interesseret i hendes overlevelse. Jennys håndtering af sit umenneskelige sygdomsforløb, vidner om umenneskelig styrke.
»Jeg har en stor livskraft, det har jeg. Det har jeg fundet ud af. Jeg har fundet ud af, hvor stor den egentlig er«.
Da interviewet er færdigt, sidder jeg lidt og suser. Min computer er åben. Jeg har drukket dyr kaffe og bestilt en frokost. Jeg kaster ikke al min mad op igen. Mit firmakort er åbnet, så jeg kan trække omkostningerne fra. I morges tog jeg et langt bad, uden drop i min hånd. Jeg kan cykle hjem fra Rigshospitalet uden at skulle overnatte.
Spøgelsesstationer og tårer
Dagen før interviewet er jeg moderator på en lyttesession på ‘Demand the Impossible!’. Fans kan komme og høre pladen, før den udkommer. Bagefter kan de stille spørgsmål til Jenny. Vegas Ideal Bar er fyldt helt op med mest unge piger. Jeg føler en stor generthed på scenen. Jenny synes oprigtigt nervøs. Hun har ikke spillet pladen for et publikum før.
Jeg bestiller hvidvin, og vi når at bunde flasken, inden seancen er overstået. Jeg husker, hvad Jenny har sagt om det sunde liv: »Jeg tror på balance. Da jeg fik kemoterapi, drak jeg ikke og røg ikke og spiste store mængder grønt. Jeg spiser ikke kød, men nu ryger jeg igen og drikker vin og kaffe. Det er vigtigt og dejligt at være både ren og besudlet. Og så ved jeg, at hvis jeg for eksempel får tømmermænd i morgen, så skal jeg nok klare det. I’ve been through worse«.
Der er spørgsmål fra salen. Jenny fortæller om, hvordan hun arbejder. At hun har nemmere ved at kaste sig ud i nye ting nu. At det bliver nødt til at være sjovt. Hun fortæller om sin excentriske trommeslager. Hun forklarer om sin hund Maya, et miks mellem en greyhound og en border collie.
»Den har været utrolig vigtig i de seneste par år. Gennem Maya har jeg følt mig meget i pagt med naturen og det at være her lige nu«.
Vi hører pladen nummer for nummer. I de minutter, hvor musikken spiller, er det virkelig svært at sidde på stolen oppe på scenen. Det føles meget intimt. Jenny skiftevis vrider sig eller stiller sig op og danser med. Jeg spørger hende, om det at være kilde til andres inspiration.
»Det har aldrig været et mål at inspirere andre. Jeg ved, at jeg gør det«, siger hun, »men det her er jo bare en plade«.
Nogle plader er mere inspirerende end andre, siger jeg ivrigt.
»Men det er fordi, du én-til-én kan relatere til det her«.
Jeg er ikke så god til at være moderator. Jeg er ør af hvidvin og strålebehandling. Jeg stiller pinlige konkrete spørgsmål, som både Jenny og salen må ryste af sig.
Det er ved at være sidste nummer. Jenny forklarer ydmygt om ‘Ghost Station’. Spøgelsesstationer i undergrundsbaner som er blevet bygget men ikke bliver brugt. Sådan nogle findes ikke København, hvor metroen er så ny, men de findes i New York, Paris og Stockholm. Områder som er utilgængelige for offentligheden. Efterhånden som årene går, bliver de befolket af hjemløse eller vilde dyr.
»Jeg ved, at jeg skal hen på sådan en station. Jeg må stille mig på den perron og vente, indtil jeg finder ud af, at jeg ikke alene. Vi er et helt hold. Et hold af nogle som Gud har peget på. Hey du der! Sådan føles det, når man har været igennem for eksempel et langt sygdomsforløb. Når Djævlen eller Gud, eller hvem fanden det nu er, har peget på én, så bliver man næsten vred over al den indsigt, og det føles som om, I am the future, you are the past«.
‘Ghost Station’ starter:
»We’re the future
You’re the past
You’re standing at the platform, right?
Are you waiting for my train?
Oh God, will there be blood?
Need to climb down the stairs
Fly down the escalators
To the platform
Listen
I’m here 50 years too soon«, synger Jenny på nummeret.
Da det løber ud, bryder rummet ud i ekstatisk jubel. En efter en rejser folk sig op og klapper. Jeg rejser mig op. Jeg kommer til at vælte stolen, der falder larmende mod gulvet. Jeg skæver til Jenny, der ikke kan holde tårerne tilbage.